VIDEO: Kraftig ildkugle set over Jylland

Ildkuglen brændte formentlig op i atmosfæren - men man kan ikke 100 procent udelukke at der er faldet meteoritter ned mellem Viborg og Randers (Foto:Anton Norup Sørensen, Niels Bohr Instituttet).

Flere øjenvidner så natten til tirsdag en kraftig ildkugle over Jylland.

Ildkuglen blev observeret klokken 00.35 - den blev også foreviget af seks kameraer, der holder øje med nattehimlen, og af videoerne kan man se, at den bevægede sig næsten lodret nedad med en hastighed på 18 kilometer i sekundet, oplyser Statens Naturhistoriske Museum.

Ildkuglen forsvandt af syne i 30 kilometers højde, og Statens Naturhistoriske Museum går derfor ud fra, at den helt brændte op i atmosfæren - chancen for at rester af ildkuglen er faldet til jorden som meteoritter, er derfor meget lille.

Danekræ

- Jeg ville meget gerne sige, at chancen er der, men jeg tror desværre ikke på det. Man kan ikke 100 procent udelukke det, men det havde nok krævet, at ildkuglen var kommet længere ned. Ved meteoritfald plejer folk også at høre overlydsbrag, men det har ikke været tilfældet, siger lektor Henning Haack fra Statens Naturhistoriske Museum til www.tvmidtvest.dk.

Hvis der alligevel skulle være faldet rester af ildkuglen ned, har man beregnet, at det vil være sket i et område mellem Viborg og Randers. Statens Naturhistoriske Museum opfordrer midtjyder, der mener, at de har fundet en meteorit til at tage et billede af fundet og maile det til hh@snm.ku.dk.

Alle ny fundne meteoritter bliver i Danmark betragtet som danekræ og skal dermed afleveres til Statens Naturhistoriske Museum - til gengæld får man en findeløn.

Der blev sidst fundet en meteorit i Danmark nær Maribo i 2009.

Hvordan genkender man en meteorit (kilde: Statens Naturhistoriske Museum):

* Sort smelteskorpe* Afrundede former*Tiltrækkes af magnet* Høj vægtfylde* Ingen bobler eller gasblærer

Her har vi samlet de forskellige optagelser af ildkuglen i een video (Foto: Anton Norup Sørensen, Niels Bohr Instituttet:

00:48 Luk video