VIDEO: FCM-heltene hyldet i Herning

I Herning blev FC Midtjylland modtaget med et brag af en velkomst.

220515Fcm.jpg

Da FC Midtjylland-truppen vendte hjem til Herning for at fejre mesterskabet, ventede der dem noget af en velkomst. Herningenserne var mødt talstærkt op og havde iført sig både guldparykker og guldjakker, og Tinghuspladsen var omdannet til en farverig velkomstscene.

Som romerlysenes røde røg lagde sig, kunne man ane blå blink. Det var en politieskorte, som ledte spillerbussen ind på pladsen omkring kl. 01.30.

- Det er vildt det her. Jeg havde ikke regnet med, der var så mange mennesker, men det betyder åbenbart lige så meget for folk her, som det gør for os. Det er bare så fedt, det er helt vildt, sagde Kristian Bach Bak, da han trådte ud af bussen.

Også ulvetræneren var i hopla og tydeligt begejstret for den festlige velkomst.

- Det er en kæmpe stor oplevelse. Spillerne skal også nyde det, for det er ikke hver dag, man oplever sådan en triumf. Så de skal nyde den i fulde drag og nyde de her menneskers glæde. Det er noget, vi har forsøgt at skabe i fællesskab, og når vi så mærker denne her opbakning, så gør det det ekstra stort, siger en rørt Glen Riddersholm.

Efter paradekørsel i sneglefart gennem Hernings gågade fortsatte guldfesten på Crazy Daisy. Her skrålede spillere såvel som festglade Herningensere med på FCM's slagsang. Om spillerne så fik gummiben senere på natten, melder historien intet om.

Se hvordan fansene hyldede FC Midtjylland i Hernings gågade og på Crazy Daisy i videoen.

1:47