Vidensdeling skal forhindre brækkede arme og ben i landbruget

Mere dialog og vidensdeling mellem Arbejdstilsynet og landbruget skal sænke antallet af arbejdsulykker i erhvervet.

2:17
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Brækkede arme og ben, hjernerystelser og knuste hænder.

Det er nogle af de mest typiske arbejdsulykker i landbruget, der står for rekordmange arbejdsulykker, herunder også flest dødsulykker.

Det er især, når kvæg og svin skal transporteres og håndteres, at der ikke er langt til arbejdsskaderne.

- Hvis der nu lige pludselig kommer nogle rendende den anden vej, så kan jeg jo blive klemt. Måske på hele kroppen, forklarer landmand Kristian Gade fra Bedsted, der til daglig håndterer mere end 300 kvier, der hver vejer omkring 600 kilo

Ny metode

Med en topplacering i ulykkesstatistikken mener både landbruget og Arbejdstilsynet, at det var på tide at prøve noget nyt.

Og det helt centrale i den ny metode er en mindre løftet pegefinger og mere deling af viden. 

- Vi kommer for eksempel ud med noget adfærdsbiologi omkring håndtering af de store dyr, hvor der jo sker rigtig mange ulykker, siger Rikke Dencher Aagaard, der er tilsynschef ved Arbejdstilsynet.

Landmand Kristian Gade er enig i, at vidensdeling er et langt bedre redskab end bødeblokken.

- Vi har tit oplevet, at de kommer og stikker en bøde, og det er der jo ingen, der bliver klogere af.

Dialog er en del af svaret på, hvordan man mindsker antallet af ulykker i branchen.

- Vi møder landmændene ude på deres banehalvdel. Så vi kobler landmændenes viden om deres egen drift med vores viden omkring arbejdsmiljø og statistik på, hvor de alvorlige arbejdsulykker sker, forklarer Rikke Dencher Aagaard fra Arbejdstilsynet.

Arbejdstilsynet har lavet et tema om forebyggelse af arbejdsulykker med kvæg og svin. Det kan du læse mere om her.  

Et af de farligste erhverv

Siden 2012 har det være en stigning af antallet af ulykker med arbejdet med svin og kvæg, hvor det især er de unge mellem 16 og 29 år, der kommer til skade.  

- Det har i mange år været en af de brancher med mange dødsfald. Men det der typisk sker ude i landbruget, det er brækkede arme og ben, hjernerystelser og knuste hænder.

Ser man på de alvorligste arbejdsulykker, hvor folk mister livet, ligger landbrug, skovbrug og fiskeri i top. I 2016 var der 11 dødsulykker i denne gruppe - de 10 skete i landbruget.

I landbruget har man store forventninger til den nye indsats. De er godt trætte af, at ligge i den helt forkerte ende af statistikken.

- Det er først rigtigt en succes, den dag der ingen skader er. Det er måske utopi, men vi skal ikke være et mere farligt erhverv at arbejde i end alle mulige andre, siger landmand Kristian Gade.

Den nye tilgang er blevet til i samarbejde med Seges der er Landbrug og Fødevarers vidensbank.