Viceborgmester: V skilter for tidligt

Preben Christensen fra Fælleslisten i Brande kritiserer Venstre for at reklamere for deres valgprogrammer, før lørdagens plakatopsætning begynder.

241013_plakat_0.jpg

Viceborgmester i Ikast-Brande Kommune Preben Christensen, Fælleslisten, kritiserer Venstre for at være for tidligt ude med valgplakaterne.

- Min personlige holdning er, at man bør vente til det bliver skudt igang. Det er almindelig pli, siger Preben Christensen, der referer til loven om, at valgplakater først må blive sat op fire lørdage før kommunalvalget. Det vil sige efter lørdag kl. 00.00

Men Venstre i Brande har ikke hængt nogle plakater op endnu. De hænger i deres egen butik i Brandes midtby, og det kan Venstres formand i Brande ikke se noget problem i.

- Vi har plakater i vores egen butik, og den butik har vi haft i flere år, så det, synes jeg, er meget naturligt, siger Henrik Christiansen, formand for Venstre i Brande.

- Det er jo ikke ulovligt, det Venstre gør, men min holdning er, at når der er en regel om plakater, så venter man, siger Preben Christensen.

I Viborg er der bannere

Nina Hygum er Venstres borgmesterkandidat i Viborg. Hun har ikke sat valgplakater op i lygtepæle, men der hænger bannere rundt omkring, og hun er annoncerer på en skærm ved en rundkørsel. Heller ikke Nina Hygum kan se et problem i det.

- Vi fejrer demokratiet. Det her er en af mange måder at synliggøre sig selv på, og jeg kan ikke forstå, at nogen synes, vi begynder for tidligt, siger Nina Hygum.

 

Se mere om valgplakater i vores nyheder klokken 19.30.

1:54
En lokal politiker mener, at det er i strid med almindelig pli, at Venstres plakater allerede nu står fremme i en butik.