Opdateret: To biler er kørt frontalt sammen på Viborgvej

Tirsdag eftermiddag er to biler kørt frontalt sammen på Viborgvej mellem Holstebro og Viborg.

Blå blink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Viborgvej mellem Holstebro og Viborg var tirsdag eftermiddag spærret for trafik, efter to biler var kørt frontalt sammen øst for Skave.

Det var en 67-årig mand fra Holstebro og en 41-årig kvinde fra Holstebro, der var involveret i uheldet. 

- Manden er formentlig kørt ind i kvindens kørebane, og så er de to biler kørt frontalt sammen, oplyser Jan Nørum, som er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Førerne af de to biler blev begge kørt til Herning Sygehus i ambulancer.

- Jeg kan ikke sige noget med deres tilstand på nuværende tidspunkt, siger vagtchefen. 

Ulykken skete kort før klokken 14:30, og vejen var spærret frem til omkring klokken 16:30.

Ifølge vagtchefen var der ikke andre end de to førere i bilerne.