Viborgs natur bliver rigere

Viborg Kommune får del i 130 millioner kroner fra EU, der skal gå til at få styr på naturområder, der normalt gror til.

EU har bevilget 130 millioner kroner til Danmark, som tre midt- og vestjyske kommuner har fået del i.
EU har bevilget 130 millioner kroner til Danmark, som tre midt- og vestjyske kommuner har fået del i.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Viborgs natur bliver rigere med en hjælpende hånd fra EU. Kommunen har nemlig fået del i en pulje på 130 millioner til at lave bedre natur.

Pengene skal gå til områder, som normalt får lov at gro til, da det simpelthen ikke kan betale sig at vedligeholde dem. De mange millioner skal nu hjælpe landmændene til at holde styr på vildnisset – hvilket vil give plads til flere planter.

- Den almindelige dansker vil opleve, at de naturområder, der er i ådalene - de får et højere naturindhold og dermed måske en større attraktion at køre forbi på vejen eller gå en tur i, siger Carsten Funch Madsen, der er projektleder hos Viborg Kommune.

Hos Viborg Kommune er over 10.000 hektar jord med i projektet.

Hjælp til landmændene

Anders Ahrenfeldt er en af de landmænd, som får gavn af millionerne. På hans jord nær Møldrup skal der nu styr på den uregerlige natur.

I ådalen plejede Anders Ahrenfeldts familie at plukke tyttebær, men næsten alle planterne er forsvundet, da det hele groet til. Dette skal dog snart ændre sig, da de ekstra millioner skal finansiere et hegn, der ellers ikke var råd til. Inden for hegnspælene skal der gå kvæg og græsse.

-  Det ville være alt for dyrt at gøre. Det koster 20 kroner pr. meter hegn, og så kan man selv regne ud, at det koster enorme summer. Det kan kødet ikke betale, siger Anders Ahrenfeldt.

Foruden kreaturerne har landmanden planer om at fælde træerne i området, så der bliver plads til flere planter.

Mening med det hele

Jorden ned til åen ejes af 30 forskellige lodsejere, som også selv får noget ud af at give naturen en hjælpende hånd.

- Vi håber da på at få det ud af det, at vi måske får en bedre natur herude, men også at vores marker kan blive tørrere. Det er sådan set vores hovedformål, så vi kan bruge dem, siger Søren Thim Sørensen, der er formand for Skravad Mølle og Lund Bækkelaug.

Selvom millionerne hjælper landmændene, er der også glæde at finde i at hjælpe naturen.

- Jeg synes, det kunne være sjovt at være med til at genskabe noget hede, som der var engang, siger Anders Ahrenfeldt.

Naturprojektet strækker sig i første omgang over otte år, og udover Viborg kommune har Skive og Vesthimmerlands kommuner også fået den i millionerne.

2:07
Se, hvad der skal laves af tiltag i Viborgs natur.