Viborg-virksomhed køber stort norsk firma

Overfladebehandlingsvirksomheden Gardit i Viborg opkøber et norsk firma. Foto: Arkiv.

gardit.jpg

For en måned siden valgte Viborg-virksomheden Gardit at sælge sin grund på Middagshøjvej i Viborg til Viborg Kommune. Det betyder dog langt fra, at det 91 år gamle firma, der overfladebehandler stål- og betonkonstruktioner som eksempelvis vindmøller og broer, er under afvikling. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

I dag kan direktør Morten Lindholt offentliggøre, at Gardit har opkøbt Norwegian Coating Technology, Norges største aktør indenfor overfladebehandling af højteknologiske produkter.

Opkøbet af virksomheden, der tæller 55 medarbejdere, er det første større opkøb, Gardit laver i nyere tid.

Prisen på opkøbet holdes hemmelig, men Morten Lindholt glæder sig over, at købet ruster Gardit endnu bedre til fremtiden i både ind- og udland.

Gardit tæller i forvejen cirka 130 medarbejdere.