Viborg ude af Superligaen

FC Helsingør rykker op i Superligaen på reglen om udebanemål efter 2-2 ude mod Viborg FF, som rykker ned i 1. division.

Spillerne fra Viborg FF var skuffede efter de måtte rykke ned på reglen om udebanemål.
Spillerne fra Viborg FF var skuffede efter de måtte rykke ned på reglen om udebanemål.
Foto: Bo Amstrup/Scanpix

Efter forlænget spilletid er Helsingør et superligahold. Holdet slår Viborg på reglen om udebanemål efter 3-3.
    
Helsingør skal i næste sæson spille i Alka Superligaen for første gang nogensinde, efter at holdet søndag aften leverede overraskelsen og spillede 2-2 i Viborg efter forlænget spilletid.
    
I den direkte duel om en plads i næste års Superliga var første opgør endt 1-1 i Helsingør. Samme cifre var på måltavlen efter 90 minutter i Viborg, og kampen skulle derfor afgøres med en halv times ekstra spil.
    
Her scorede begge mandskaber endnu engang, og Helsingør rykker dermed op på reglen om udebanemål, mens Viborg rykker ned i 1. division.
    
André Riel blev helten for Helsingør med sit mål til 2-2 efter 112 minutters spil. 

Helsingør rykker op i Superligaen
Helsingør rykker op i Superligaen
Foto: Bo Amstrup/Scanpix

Første halvleg startede nervøst fra begge mandskaber, der hellere ville vogte eget mål end udfordre modstanderens defensiv.
    
Helsingør var tvunget til at score i kampen, hvis ikke holdet skulle ryge ud på reglen om udebanemål. Derfor kom mandskabet også ud til anden halvleg med en mere offensiv tilgang.

Helsingør kom foran    

Gæsternes satsning viste sig at give pote efter en times spil. André Riel fandt flot indskiftede Tobias Christensen med en stikning, og angriberen sparkede efter to forsøg Helsingør i front med 1-0.
    
Dermed var kampen vendt på hovedet, og pludseligt var det Viborg, der jagtede en scoring for at fremtvinge forlænget spilletid.
    
Viborg satsede hele butikken mod slutningen, hvilket bar frugt med ti minutter igen.
    
Forsvarsspilleren Søren Reese var gået med frem i Helsingør-feltet, hvorfra han kastede sig frem og prikkede et indlæg i mål.
    
1-1 - og dermed en halv times forlænget spilletid i Viborg. 

Efter bare to minutter skabte Mikkel Vestergaard euforisk stemning på lægterne. Angriberen headede et skarpt indlæg i mål og bragte Viborg i førersædet med 2-1.
    
Med ti minutter igen smed Helsingør den høje midtstopper Rasmus Minor Petersen frem i angrebet.
    
Her forlængede han kort efter en lang bold til den storspillende André Riel, der bankede bolden i kassen og endnu engang vendte alting på hovedet.
    
Viborg formåede ikke at svare igen, og de to mandskaber bytter dermed division efter sommerferien. Viborg rykkede op i Superligaen i 2015, men efter to sæsoner går rejsen igen mod 1. division.

Opgøret var samtidig den sidste af alle 255 kampe i denne sæsons Alka Superliga.
    
Begge klubber kan nu holde halvanden måneds sommerferie, inden sæsonen igen starter. Denne gang med helt nye modstandere til begge klubber.