Viborg til Rusland uden Dalmose

Viborg-trænerens datter skal konfirmeres i weekenden, så Christian Dalmose når først til Rusland kort inden returopgøret i Cupwinners Cup-finalen.

Ryan-Dalmose280414.jpg

Christian Dalmose har ikke mulighed for at rejse med Viborgs håndboldkvinder, når de drager mod Rusland for at forsøge at vinde returopgøret i finalen i Cupwinners Cup. Det skriver tv2.dk.

Lørdag skal Dalmoses datter konfirmeres, og derfor er træneren nødt til at tage senere afsted til Rusland. Faktisk ankommer Christian Dalmose blot få timer før kampstart i russiske Zvenigorod.

Forsinkelse kan forhindre ankomst

- Der er andet i livet end håndbold, og vi holder som planlagt min datters konfirmationsfest lørdag, siger Viborg-træneren til tv2.dk.

Fordi Christian Dalmose ankommer så sent, kan en flyforsinkelse forhindre at træneren overhovedet når frem i rette tid.

- Vi har stor tillid til Air Berlin, og hvis det værste skulle ske, så er der en meget rutineret mand standby i form af elitechef Jakob Vestergaard, der tidligere har stået i spidsen for og vundet guld med Viborg HK i to Champions League-finaler, siger direktør Jan Buhr til tv2.dk.

Viborg HK vandt det første opgør 31-22.