Viborg tester virtuel hjemmepleje

En gruppe pensionister i Viborg Kommune tester lige nu en helt ny form for hjemmepleje, hvor de får besøg af deres hjemmehjælper på en skærm

130306Virtuel.jpg

Hans Jørgen Stengaard er én af dem, der er med i forsøget.

Han plejer hver dag at skulle have besøg af en hjemmehjælper, der kontrollerer, om han tager sin medicin, og tjekker op på, om han har det godt. Nu foregår dét besøg på computerskærmen.

- Jeg er super tilfreds med det her. De ringer hver morgen mellem klokken 7 og 7.15, og så er resten af dagen frigjort. Så behøver jeg ikke at spekulere mere på det, fortæller han.

Kan miste kontakten til omverdenen

Det er dog ikke alle, der er tilfredse med forsøget. Ældresagen er skeptisk.

- Det bekymrer os. Der er nogen ældre, der måske helt mister kontakten til omverdenen, når de ikke får fysisk besøg af deres hjemmehjælper. Så har de kun skærmen tilbage, siger Jane Ryhl, formand for Ældresagen i Viborg.

Men forsøget skal netop afklare, hvor langt kommunen kan gå med teknologien, uden at det lader ældre i stikken.

- Dette er jo den grænse, vi sammen med borgeren skal finde ud af, hvornår man som borger er tryg, og hvornår vi synes, at det fagligt kan forsvares at arbejde på den her måde, siger Jette Hede Skytte, der er udviklingskonsulent i Viborg Kommune