Viborg tæt på trofæ nummer to

Viborg HK er nærmest allerede Europa Cup-vinder

Det er lidt for tidligt at åbne champagneflaskerne, men de kan i hvert fald godt få købt boblerne og lægge dem på køl allerede i Viborg HK. For meget skal gå galt, hvis Maria Fisker & Co. ikke i den kommende weekend kan fejre, at de har vundet den europæiske Cup Winners' Cup.

De grønblusede Viborg-spillere har et forspring på ni mål efter en 31-22 sejr over Zvezda Zvenigorod fra Rusland. Ved pausen stod der 16-12 til Viborg, og selv om russerne kom fint ud fra omklædningsrummet, gik de pludselig helt i stå. Russerne tog sig en scoringspause på 18 minutter, og det straffede hjemmeholdet.

Dermed ligner det, at Viborg HK kan tage revanche fra sæsonen 2011/2012, hvor holdet tabte til ungarske FTC Budapest. Viborg har i denne sæson allerede vundet den danske pokalturnering og er også i DM-finalen. Og dermed kan det i alt blive til tre trofæer for VHK.

Returkampen mod Zvezda spilles næste søndag eftermiddag.