Viborg tabte igen i superligaen

Viborgs træner var utilfreds med indsatsen efter 1-3-nederlaget til Esbjerg

VFF_bold.jpg

I Viborg begynder det at spidse til for det grønblusede fodboldmandskab, der kun har hentet et point i de første tre superligarunder i forårssæsonen. Søndag blev det til et nederlag på 1-3 på eget græs til Esbjerg.

Den forholdsvis nye Viborg-cheftræner, Auri Skarbalius, skyder især skylden på en vaklende defensiv, men han erkender også, at Esbjerg var bedre på dagen.

- Vi havde store problemer defensivt i dag. Det var i helt basale ting som at følge med sin mand, vinde nærkampe og vinde andenbolde. Så vinder man bare ikke fodboldkampe. Når det er sagt, så var Esbjerg også bare meget bedre end os i dag, siger Auri Skarbalius.

- Det er ikke fordi, vi ikke vil. Men vi er simpelthen for langsomme i vores tankegang, og rent fysisk haltede vi efter i dag. Og når man gør det, så er man træt og forpustet, når man får bolden. Derfor lavede vi så mange uprovokerede fejl i dag. Det bed os i halen.

Anføreren tager kritikken til sig

Den tidligere Brøndby-træner får opbakning af sin anfører Mikkel Rask, der også revser den defensive præstation mod Esbjerg.

- Jeg er ret bitter lige nu. Vi gav dem alt for nemme mål og stod ikke godt nok i defensiven. Vi skal arbejde på at sidde meget tættere på dem, så de ikke får al den plads. Det er ikke godt nok, siger Mikkel Rask.

I næste runde venter der Viborg en svær udebanekamp mod OB. I den kamp bør Viborg ifølge Mikkel Rask have ét altoverskyggende mål.

- Det kunne være rart at prøve at holde nullet for en gangs skyld. Så det må være målet for næste kamp. Så må det være ekstra bonus, hvis vi kan prikke et mål ind i den anden ende.

/ritzau/