Viborg snupper stortalent

Hårdtskydende 19-årig skal sikre generationsskifte på højre back.

010311_1Julie_Aagaard.jpg

Arvefølgen på højre back i Viborg HK er sikret.

Klubben har skrevet en tre-årig kontrakt med det 19-årige stortalent Julie Aagaard fra Aalborg DH. Flere klubber havde den stærke venstrehåndede spiller på ønskesedlen, men hun valgte Viborg, hvor hun begynder den 1. juli.

Cheftræneren glæder sig

Julie Aagaard har scoret 44 mål i 12 Y-landskampe, og Viborg glæder sig over, at kontrakten er med til at sikre det generationsskifte, der skal gennemføres de kommende år. Hun er udset til at tage over efter Grit Jurack, når hun engang stopper karrieren, men cheftræner Jakob Vestergaard har allerede fra starten store forventinger til Aagaard.

- Hendes gode fysik og store kvaliteter som skytte er der ikke mange herhjemme, der matcher, så hun har afgjort forudsætningerne for at begå sig på allerhøjeste internationale niveau. Der er selvfølgelig områder, hvor hun skal udvikle sig, specielt i det defensive arbejde, men det er, hvad man må forvente med så ung en spiller, siger Jakob Vestergaard.

- Jeg vil være førstevalg

Julie Aagaard siger selv, at hun klart går efter at blive førstevalg på højre back.

- Så må vi se, om det kommer til at tage et, to, tre eller fire år. Jeg er stadig meget ung og har tiden for mig, men jeg skal selvfølgelig ind og bevise, at jeg både vil og kan det her, siger hun.