Viborg satser på ny uddannelsesmesse

Flere unge skal komme godt fra start med uddannelsen, derfor har Viborg arrangeret en ny type uddannelsesmesse.

Uddannelse
Foto: TV MIDTVEST

Skal jeg på gymnasiet, eller skal jeg tage en erhvervsuddannelse? Det spørgsmål stiller mange unge sig selv, og mange er meget i tvivl. 3 ud af 4 unge ender i dag med at vælge gymnasiet – måske fordi de ikke ved bedre.

- Valget bliver sværere og sværere, fordi mulighederne bliver flere og flere. Derfor er det vigtigt, at den unge får flere forskellige tilgange til, hvad det er, de kan vælge, siger Claus Jensen, der er leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning i Viborg Kommune.

I Viborg vil de ruste de unge til bedre at kunne træffe valget om hvilken ungdomsuddannelse, der er den rette for dem. Derfor har de lavet en ny uddannelsesmesse, hvor de har samlet alle ungdomsuddannelser på ét sted i stedet for de traditionelle orienteringsmøder ude på skolerne. Det trak onsdag 2.500 skoleelever fra 8.-10. klasse til Tinghallen i Viborg.

Erhvervsuddannelsernes chance

I og med at 3 ud af 4 vælger gymnasiet, ser erhvervsuddannelserne i Viborg Kommune messen som en mulighed for at få nogle flere med på deres hold.

- Det er et område, som folk egentlig ikke ved ret meget om. Hvad vil det egentlig sige at være industritekniker? Hvad vil det sige at være elektronikfagtekniker? Hvad vil det sige at være datatekniker? Det har vi jo en mulighed for at fortælle dem her, siger Mette Elisabeth Gaml-Sørensen, der er uddannelsesleder på Mercantec i Viborg.

Også elevernes forældre var inviteret til uddannelsesmessen, så de sammen med deres børn kunne spore sig ind på den rette ungdomsuddannelse.