Viborg rydder op efter rengøringskonkurs

Viborg Kommune er langt i arbejdet med at finde løsninger efter Tom's rengørings konkurs.

300615tom1.1.jpg

Siden onsdag morgen har 10-12 mand fra Viborg Kommune arbejdet hårdt på at finde løsninger for de borgere, der er påvirket af Tom's rengørings konkurs. Og fredag eftermiddag er kommunen nået et lang stykke af vejen.

Ifølge Viborg Kommune har man fundet en løsning for de 52 borgere, der modtager pleje. 37 af disse borgere har valgt, at Viborg Kommune fremover skal være leverandør af pleje, mens 15 har valgt en privat leverandør. Tom Hansen, der er direktør i Tom's rengøring, har tidligere forklaret til TV MIDTVEST at det især er plejeområdet der har givet underskud.

Også løsning for skoler

Arbejdsgruppen fra Viborg Kommune har også kontaktet de 290 borgere der modtog praktisk hjælp fra Tom's rengøring.

- På nuværende tidspunkt har 83 borgere oplyst, at de ønsker Viborg Kommune som fremtidig leverandør, mens 112 borgere har valgt en privat leverandør. 95 borgere har endnu ikke taget stilling til, om de ønsker hjælpen leveret af kommunen eller en privat leverandør, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Viborg Kommune har også indgået et samarbejde med et firma, der i juli kan varetage rengøringen på de skoler og institutioner hvor Tom's rengøring stod for arbejdet. Fra den 1. august 2015, har Viborg Kommune indgået rengøringskontrakter med ISS Facility Services A/S og Elite Miljø A/S på skoler og institutioner. Tom's rengøring har stået for rengøringen på skolerne, siden Absolut Rengøring ligeledes gik konkurs i november.