Viborg-profil vraget til landsholdet

Ann Grethe Nørgaard er ikke med i landstrænerens trup til Golden League til oktober

Ann Grethe Nørgaard er vraget til det danske kvindelandshold i håndbold
Ann Grethe Nørgaard er vraget til det danske kvindelandshold i håndbold
Foto: Arkiv

Fløjspilleren Ann Grethe Nørgaard fra Viborg HK, er foreløbig vraget til det danske kvindelandshold i håndbold.

Viborg-fløjen, der siden 2010, har deltaget ved samtlige slutrunder for Danmark, er ikke med i den bruttotrup på 34 spillere, som skal dyste om landsholdspladserne ved Golden League stævnet i Danmark til oktober.

Hele seks fløjspillere er med i bruttotruppen, mens altså ikke Ann Grethe Nørgaard, som til Viborg Stifts Folkeblad fortæller, at hun ikke selv har meldt fra.  

- Nej, det har jeg ikke. Jeg forholder mig til at jeg ikke er udtaget, og så må jeg glæde mig over, at det her ikke er udtagelse til EM, siger Viborg-fløjen.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen begrunder ikke fravalget af Ann Grethe Nørgaard. Han fortæller derimod at udtagelsen af de 34 spillere er en del af en langsigtet strategi, der skal "løfte dansk håndbold tilbage til verdenseliten".

Ann Grethe Nørgaard, som i dag fylder 33 år, vil heller ikke gisne om hvad den manglende udtagelse skyldes.

- Men det her var ikke lige hvad jeg havde håbet på at få i fødselsdagsgave. Det er da træls, siger hun til avisen.

Mens Ann Grethe Nørgaard altså ikke fik en landsholdsplads i denne omgang, har en række andre spillere fra områdets klubber spillet sig ind i truppen. Det drejer sig om følgende spillerede:

Stregspillere: Stine Bodholdt, Viborg HK og Rikke Iversen, Silkeborg-Voel KFUM.

Fløjspillere: Trine Østergaard, FCM Håndbold, Simone Böhme, Viborg HK, Fie Woller FCM Håndbold, Stine Andersen TTH Holstebro, Freja Cohrt, Silkeborg-Voel KFUM.

Bagspillere: Line Haugsted, Viborg HK, Pauline Bøgelund, TTH Holstebro, Stine Jørgensen FCM Håndbold,  Line Uno, Viborg HK.