Viborg-profil gør overraskende comeback

Målvogteren Louise Bager Due gør comeback før de afgørende kampe i slutspillet.

Louise Bager vender tilbage på banen hos Viborg HK. Foto: TVMIDTVEST

Målvogteren Louise Bager er blevet 34 år og mor til tre. Hun har ikke rørt en håndbold i lang tid. Men nu vender håndbold-koryfæet tilbage på banen. 

- Jeg er selvfølgelig ikke i form til det her niveau, hvis man kan sige det sådan, for jeg har jo ikke trænet hver dag i et helt år, siger hun i et ærligt interview med TV MIDTVEST i dag.

Til gengæld har Louise Bager erfaring. Masser af erfaring. Med 11 år i klubben har hun været med til at vinde seks gange DM og tre gange Champions League.

Derfor har cheftræner for Viborg HK, Allan Heine, også en tro på, at hun kan styrke holdet i en DM-kvartfinale:

- Jeg tror, at selvom man ikke har siddet på en cykel i 10 år, og lige pludselig skal cykle igen, så tror jeg ikke, man vælter.

Hensigten med at få Louise Bager tilbage på banen er, at hun skal skabe ro og tryghed for de meget unge målvogtere i truppen.