Viborg-patienter med rygskader skal afprøve cannabis

Vestdansk Center for Rygmarvsskade i Viborg skal være med til at undersøge cannabis. Landets største nogensinde.

Cannabis
Foto: TV MIDTVEST

Nadja Freimann fra Viborg er lam, sidder i kørestol og døjer jævnligt med smerter i sine ben. Hun glæder sig over, at Vestdansk Center for Rygmarvsskade deltager i Danmarks hidtil største forskningsprojekt om virkningen af det omstridte stof, cannabis. Hun vil gerne være med.

- Det kunne være dejligt, hvis man kunne fjerne nogle af smerterne uden, at man var nødt til at tage morfin hver dag, siger hun.

500 patienter skal deltage i undersøgelsen. Og der er al mulig grund til grundigheden.

- Der er noget, der tyder på, at det godt kan hjælpe nogen, og derfor er det også vigtigt, at vi får det undersøgt ordentligt, mener Helge Kasch, som er forskningsoverlæge ved Vestdansk Center for Rygmarvsskade på Regionshospitalet Viborg.

Mange læger vil ikke ordinere cannabis, fordi der er tvivl om bivirkningerne.

- Der er grund til at være skeptisk, for der er faktisk ikke så meget viden på området i øjeblikket - så vi lukker en lidt farlig løve ud i stuen, uddyber Helge Kasch.

Forskningsundersøgelsen har fået 3,8 millioner kroner i støtte fra Sundhedsministeriet.

1:59