Viborg på vej i ruinernes superliga

En donation på 50 millioner kroner skal bringe en tur til Hald Ruin på højde med Hammershus og Kalø Slotsruin.

Museumsinspektør ved Viborg Museum, Jesper Hjermind.
Museumsinspektør ved Viborg Museum, Jesper Hjermind.
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

800 års Danmarkshistorie trænger efterhånden til at blive støvet lidt af og få nyt liv. Derfor har arkæologer arbejdet hele sommeren ved Hald Ruin med at finde fundamentet til den gamle Hald Borg. 

- Det er fantastisk spændende! Jeg er selv fra Viborg og har gået herude, men har aldrig troet vi ville komme til at grave på Hald, for det er så fornemt et sted, og nu står vi herude og får skæge oplysninger frem hver eneste dag, siger museumsinspektør ved Viborg Museum, Jesper Hjermind.

De seneste fund kan dateres til den sidste halvdel af 1200-tallet. En af de vigtigste opdagelser under udgravningen er, at myten om, at Niels Bugges borg lå mellem Niels Bugges Kro og søen, nu kan aflives helt og aldeles. 

- Vi har fundet ud ar hvor de to bygninger lå, og så har vi fundet ud, af at under de her bygninger, er spor efter en ældre aktivitet. Det kunne godt være Niels Bugges store borg, siger museumsinspektør ved Viborg Museum, Jesper Hjermind.

Udgravningen skal dækkes til igen 

Udgravningen er en del af et projekt, der hedder De fem Hald'er. Tre middelalderborge og to gamle herregårde ved Hald skal forvandles til en attraktion på linje med Hammershus på Bornholm og Kalø Slotsruin på Djursland.

En donation på 50 millioner kroner skal blandt andet gå til arkæologiske undersøgelser, istandsættelser, rekonstruktioner og en udvikling af formidlingen af områdets historie. 

I dag var det sidste chance for at se resultatet af arkælogernes arbejde ved Hald Ruin ved Viborg. For udgravningen skal nemlig dækkes til igen. 

Når udgravningen er dækket til, skal der blandt andet bygges en sokkel som indikerer præcis hvor borgen lå. 

Projektet med de fem hald'er skal efter planen stå færdig i 2020. Du kan læse mere om projektet på Naturstyrelsens hjemmeside her

2:07
Nyt liv til 800 års Danmarkshistorie