Viborg og Skive dyster om iværksætter-pris

Både Viborg og Skive Kommune er med i opløbet om at blive kåret til "Årets Iværksætterkommune".

skive_raadhus.jpg

Både Viborg og Skive Kommune er med i opløbet om at blive kåret til "Årets Iværksætterkommune". Det er Dansk Erhvervsfremme, som hver år kårer den danske kommune, der på bedste vis har fremmet iværksætteriet i kommunen.

Ifølge Dansk Erhvervsfremme er iværksætternes lokale vækstbetingelser vigtige for kommunernes udvikling. De skaber nye produkter, processer og teknologier - og er med til at skærpe konkurrencen på markederne.

Det er derfor vigtigt at fokusere på, hvilke muligheder iværksætterne har for at vækste og skabe lokal beskæftigelse. Konkurrencen Årets Iværksætterkommune er i denne forbindelse en "temperatur-måling" på den lokale indsats for at styrke iværksætternes vækstbetingelser.

Viborg: Stort skulderklap

Skive Kommune er nomineret for blandt andet at øge andelen af innovative iværksættere, for at fastholde kommunens iværksættere og for fortsat at skabe nye virksomheder. I gennemsnit skabes der årligt cirka 130 nye virksomheder i Skive Kommune.

I 2012 vandt Farvskov Kommune titlen, mens Viborg Kommune vandt prisen i 2010, og altså i år er nomineret igen. Det skaber glæde hos Viborgegnens Erhvervsråd:

- Det er et stort skulderklap til de mange mennesker og organisationer, der arbejder målrettet med at skabe de bedst mulige vilkår for iværksætteri i Viborg-området. Iværksættere er med til at skabe dynamik og vækst i Viborg Kommune og i Danmark, og derfor er det vigtigt at udvikle og nurse de mennesker, der tør springe ud og satse på at omsætte deres idéer til succesrige virksomheder,« siger erhvervsdirektør Henrik Hansen i en pressemeddelelse.

De øvrige nominerede er Esbjerg, Odense og Vejle Kommune. Vinderen findes i uge 47.