Viborg og AGF giver rabet til fans i afgørende kampe

Viborg FF og AGF sætter alle kræfter ind på at få stor opbakning til de kommede playoff-kampe om superligaoverlevelse.

Viborg FF

Viborg FF sikrede sig tirsdag playoffkampe om overlevelse i Superligaen. Kampene skal spilles mod AGF, og de to klubber har nu i samarbejde sat alle sejl ind for at få flest mulig folk på stadion. Samarbejdet indebærer, at udeholdets fans både i Viborg og Aarhus kan komme ind på stadion for 50 kr. for voksne og 25 kr. for børn. VFFs direktør Morten Jensen er glad for samarbejdet.

- Det er et fantastisk godt signal, at vi er to jyske klubber, der kan finde ud af at samarbejde til fælles gavn. Kampene mellem AGF og Viborg FF er jo historisk set attraktive nok i sig selv for fansene, men nu får vi forhåbentlig en endnu bedre stemning på lægterne og vi håber, at mange vil udnytte det her tilbud, siger han.

Første kamp mellem de to hold er mandag den 22. maj i Viborg, og returkampen er den 28. maj i Aarhus. Vinderen af de to kampe vinder en ny sæson i Superligaen, mens taberens skal møde nummer tre fra 1.division om en plads i Superligaen.