Viborg-koncern runder en milliard

Bach Gruppen har en egenkapital på over en milliard. - Naturligvis er vi stolte, siger direktøren.

Foto: Arkiv

Bach Gruppen A/S fra Viborg har rundet et skarpt hjørne.

Regnskabet for 2015 viser, at koncernens cirka 60 selskaber nu har en egenkapital på mere end en milliard kroner - helt nøjagtigt en milliard og 75 millioner, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

På bundlinjen står der et overskud efter skat på 107 millioner kroner, hvilket næsten er en fordobling i forhold til året før.

- Det er det bedste resultat i vores historie. Naturligvis er vi stolte, men vi løber ikke rundt med armene i vejret, siger direktør Palle Buhl til folkebladet.

Bach Gruppen beskæftiger sig blandt andet med udlejning af boliger og erhvervsejendomme og byggeri og salg af parcelhuse. Desuden ejer koncernen en grusgrav og flere betonværker, ligesom den står som ejer af blandt andet Vigsø Feriecenter.

Bach Gruppen er stiftet af Finn Bach, der i dag er koncernens bestyrelsesformand.