Viborg Kommune underkendt i sag om kontanthjælp

Viborg Kommune underkendt i sag om kontanthjælp

Ankestyrelsen underkender Viborg Kommunes afgørelse om, at en 33-årig rumæner ikke længere havde ret til kontanthjælp.

Ankestyrelsen har underkendt Viborg Kommunes beslutning om at lukke kontanthjælpskassen efter seks måneder for en 33-årige rumæner, der efter otte års arbejde pludselig blev fyret, da arbejdsgiveren gik konkurs. Det skriver Fagbladet 3F.

Iulian Ciocanaru gik til kommunen, da han blev fyret efter otte års arbejde i et pakkeri lidt uden for Bjerringbro. Han havde haft en timeløn under 100 kroner og en arbejdstid, der til tider nåede 12 timer i døgnet.

Han fik i første omgang kontanthjælp. Men Viborg Kommune lukkede kassen efter seks måneder, fordi rumæneren ifølge kommunens fortolkning ikke længere havde status som arbejdstager, idet han havde holdt 8 ugers ferie.

Den afgørelse har Ankestyrelsen nu underkendt.

Iulian Ciocanaru modtager afgørelsen lige oveni, at han er blevet far for første gang.

- Jeg er virkelig glad. Jeg stod helt uden indtægt, og min kone var gravid, siger Iulian Ciocanaru.

I 3F Bjerringbro og omegn er sagsbehandler Bent Eriksen også glad for afgørelsen. Men skuffet over kommunen.

- Jeg synes, det er dårlig sagsbehandling. Det er en ret enkel sag. Og kommunen burde have jurister, der kunne læse sig frem til samme afgørelse som Ankestyrelsen. Eller de kunne have rådført sig hos eksterne eksperter, siger han.

Hos Viborg Kommune siger afdelingsleder Sofie Steensgaard, at kommunen naturligvis retter ind efter Ankestyrelsens ord.

- Vi har som udgangspunkt ikke været enig, men Ankestyrelsen er jo borgerens retssikkerhed. Så når vi får en afgørelse, lytter vi 100 procent hertil, og vi retter også hurtigt op over for borgeren, siger Sofie Steensgaard.