Viborg HK udbygger forspring

Viborgs håndboldkvinder rider på sportslig succesbølge

Ann Grete Nørgaard og Viborg HK har kun sat et enkelt point til i kvindernes håndboldliga
Ann Grete Nørgaard og Viborg HK har kun sat et enkelt point til i kvindernes håndboldliga
Foto: Arkiv

Med en sikker hjemmesejr på 31-23 over Nykøbing Falster understregede formstærke Viborg HK, at de er efterårets suveræne tophold i kvindernes håndboldliga.

Kun et enkelt point har holdet sat til i løbet af de seneste måneder.  Forspringet til de nærmeste forfølgere FC Midtjylland er nu på tre point.

Mens den økonomiske krise kradser i klubben, så rider VHK kvinderne altså på en sportslig bølge, som i aftenens kamp mod Nykøbing Falster kom til udtryk allerede fra første fløjt.

Mod gæsternes halvsløje forsvar, var det nemt for hjemmeholdet at komme til afslutninger i angrebene, som blev styret solidt af playmaker Line Uno.

Kampens mest dramatiske episode opstod dog i den anden ende af banen, hvor gæsternes Kristina Kristiansen sendte et hårdt skud afsted mod mål, som desværre ramte holdkammerat og stregspiller, Mette Gravholdt, i ansigtet.

Skuddet havde så stor kraft, at Mette Gravholdt, nærmest knockoutet, måtte lade sig skifte ud.

Efter en pausestilling på 16-11 til VHK, var det ingen sag for hjemmeholdet at køre sejren sikkert hjem i 2. halvleg, hvor Nykøbing Falster aldrig kom tættere på end fire mål.