Viborg HK tabte til Toft

Viborgs håndboldkvinder blev spillet ned i anden halvleg og led stort nederlag til Larvik i Champions League

VHK publikum.jpg

Viborgs håndboldkvinder måtte søndag se sig besejret af Larvik med 23-29 hjemme i Viborg Stadionhal i Champions League.

Viborgenserne førte ellers med 14-12 ved pausen efter en energisk indsats, men seks norske scoringer i træk gav pludselig 14-18 efter seks minutter i anden halvleg.

Viborgspillerne misbrugte deres chancer, blandt andet takket være Larviks danske landsholdsmålmand Sandra Toft, mens nordmændene udnyttede kontrachancerne og straffede Viborgs fejl.

Kan stadig nå kvartfinalen

En sejr til Viborgs kvinder ville ellers have sikret dem adgangsbilletten til kvartfinalerne i Champions League. Det kan holdet stadig nå i udekampen mod Baia Mare i Rumænien næste søndag. Larvik havde i den forrige spillerunde sikret sig sejren i Champions League-gruppe 2, så de havde i realiteten intet at spille for.

/ritzau/