Viborg HK reddet fra konkurs

Viborg HK klarer de økonomise skær og redder sig fra konkurs. Det oplyser håndboldklubben i en pressemeddelse.

110214_VHK.jpg

Viborg HK A/S har netop udsendt fondsbørsmeddelelse med delårsrapport med et resultat på -4,3 millioner kroner. Med de gennemførte aktiviteter, der bibringer selskabet likviditet, har selskabet udsendt en erklæring om fortsat drift af Viborg HK A/S.

På godt dansk betyder det, at Viborg HK er reddet fra en truende økonomisk ulykke - både på kort og på længere sigt.

- Midt i den seneste hektiske periode har vores flagskib, dameholdet, præsteret fantastisk og har spillet sig i semifinaler i både Cup Winners Cup og i slutspillet om det danske mesterskab. Stor ros til spillerne og Christian Dalmose for at holde fokus på det sportslige. Nu er vi lidt tættere på forårets helt store mål, et dansk mesterskab, siger direktør Jan Buhr.

Kæmpe opbakning

Det er lykkedes at skaffe den nødvendige likviditet ved at sælge den meget omtalte Heidi Astrup Lounge og ved at lave en salgsaftale med det nye anpartsselskab Viborg HK's Venner ApS. Og så har klubben modtaget ekstraordinære sponsorbidrag fra både private og virksomheder.

Alt i alt kommer de forskellige projekter til at bidrage med en samlet likviditetstilførsel på 5,2 mio kroner.

- Med den store vilje, der har været fra sponsorerne, kommer vi ikke med ekstra tiltag om nye sponsorater til indeværende sæson, men vi har fortsat et mål om at nå de seks millioner, som vi er gået efter hele tiden, skriver Viborg HK A/S i pressemeddelelsen.

- Vi er meget stolte over den store opbakning, som klubben har mødt hos specielt lokale sponsorer, investorer, fans, "folk på gaden" og hele personalet. Det har virkelig varmet at opleve, hvor meget Viborg HK betyder for rigtigt mange mennesker. Men, vi er samtidig meget ydmyge over for, at der nu ligger en meget stor opgave med at leve op til de mange menneskers tro på, at vi fremover kommer til at drive en sund forretning og samtidig leverer interessante sportslige resultater, skriver klubben.

- Det er med stor tilfredshed, vi iagttager de tiltag, der er og vil blive foretaget omkring håndbolden i Viborg samt det store engagement, der er udvist af ledelse og medarbejdere. En stor tak til alle, der har bidraget til den samlede løsning, siger Viborg HK's bestyrelsesformand Ove Kloch.