Viborg HK besejrer FCM og holder fast i semifinalehåb

FCM Håndbold kunne have sikret en plads i DM-semifinalen, men holdet tabte hjemme til Viborg HK.

Ann Grete Nørgaard
Foto: Morten Dueholm / Ritzau Scanpix

Viborg HK lever fortsat i slutspillet i kvindernes HTH Go Ligaen.

Lørdag vandt den jyske håndboldklub lokalopgøret ude mod FCM Håndbold med cifrene 20-18 i pulje 2.

FCM Håndbold kunne have sikret en plads i semifinalen med en sejr. I stedet må klubben vente til sjette og sidste runde med at få sin skæbne afklaret.

Odense Håndbold har allerede vundet puljen med ni point for fire kampe, mens FCM indtager andenpladsen med fem point for fem kampe.

Viborg har fire point for fem kampe, mens Silkeborg-Voel KFUM er sidst med tre point for fire kampe.

Silkeborg-Voel spiller senere lørdag ude mod Odense Håndbold.

Viborg var bedst i første halvleg af lørdagens kamp, mens FCM Håndbold havde det svært og var bagud 7-10 ved pausen.

Alt for meget ansvar blev placeret på Veronica Kristiansen, der havde lidt uheld med nogle af sine afslutninger.

FCM's Louise Burgaard havde også mange afslutninger, men scorede kun en enkelt gang i de 30 første minutter.

Til gengæld brillerede Viborg-målmand Rikke Poulsen med en redningsprocent på 57 før pausen.

Kampbilledet ændrede sig noget i anden halvleg, og hjemmeholdet fik udlignet til 14-14.

FCM kom senere foran 17-15, men Viborg stred godt imod og kom foran igen.

Cirka et minut før tid scorede Viborg til 20-18, og der blev ikke scoret yderligere.

Viborgs Ann Grete Nørgaard blev kampens topscorer med seks mål, mens Veronica Kristiansen lavede fem mål for FCM Håndbold.

/ritzau/

6:53
Få reaktioner fra begge hold i videoklippet her.