Viborg FF på rov i Kjellerup

Kjellerup mister deres topscorer til lokalrivalerne fra Viborg

VFF_bold_0.jpg

Sidste år blev han vejet og fundet for let i Viborg. Så scorede han 16 mål i 2. division Vest for oprykkerholdet Kjellerup, og nu har han fået sin belønning. 23-årige Patrick Nielsen er navnet på klubbens tredje nye spiller denne sommer.

 - Vi havde for det første et rigtig godt indtryk af Patrick Nielsen fra hans besøg hos os for et år siden. Dengang var han hæmmet af den fysiske træning, men han kom hurtigt i form i Kjellerup. Og så må vi jo sige, at han har performet rigtig godt hos Kjellerup, hvor han har scoret rigtig mange mål, siger cheftræner, Ove Christensen til Viborg Stifts Folkeblad.

Patrick Nielsen har skrevet under på en 2 år lang kontrakt med oprykningsaspiranterne fra Viborg FF.

Omskolet fra back til målsluger

Da Patrick Nielsen sidste sommer forsøgte at tilspille sig en kontrakt i Viborg spillede han venstre back. Men hos Kjellerup blev han i løbet af sæsonen omskolet til angriber - endda en særdeles målfarlig én af slagsen.

Patrick Nielsen får nummer 8 på ryggen og har allerede tirsdag sin første arbejdsdag i Viborg.