Viborg FF forstærker forsvaret med newzealænder

Newzealandsk forsvarsspiller skifter fra finske KuPS til Viborg FF. Han har skrevet kontrakt til sommeren 2020.

25-årige Nikko Boxall bliver ny mand i forsvaret for Viborg FF.
25-årige Nikko Boxall bliver ny mand i forsvaret for Viborg FF.
Foto: Viborg FF på YouTube

Nikko Boxall er ny mand i den grønne trøje for Vibrog FF. Den 25-årige forsvarsspiller blev torsdag præsenteret i klubben.

Newzealænderen var på prøve i domkirkebyen i november, og sportschef Jesper Larsen er meget tilfreds med, at det nu er blevet til en permanent aftale, der løber de næste to et halvt år. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

- Nikko leverede et rigtig stærkt indtryk, da han trænede med hos os. Han er en kompromisløs og benhård forsvarsspiller, der samtidig er god med bolden og har god fart. Vi har holdt kontakten med ham i nogle måneder og ved, at han er meget opsat på at komme hertil til trods for, at KuPS står overfor Europa League-kvalifikation, oplyser sportschef Jesper Larsen.

Klubben mener, at Nikko Boxall har alle værktøjerne til at blive en komplet forsvarsspiller med en rigtig stærk mentalitet.

Se interview med Nikko Boxall.

Boxall er blevet købt fri af finske KuPS, hvor han var fast mand i sidste sæson, der endte med sølvmedaljer. Nu ser han frem til de nye udfordringer i det midtjyske:

- Det føles rigtig godt at være her igen. Jeg har ventet et stykke tid, og nu er jeg bare glad for, at det hele er faldet på plads. Jeg er meget stolt og spændt på at komme i gang, og jeg glæder mig til at trække trøjen over hovedet, fortæller Nikko Boxall i pressemeddelelsen.

Nikko Boxall har skrevet kontrakt til sommeren 2020.

Nikko Boxall underskriver kontrakten med Viborg FF.
Nikko Boxall underskriver kontrakten med Viborg FF.
Foto: Viborg FF på YouTube