Viborg FF-direktør: - Vi står på mål for det, som vi har gjort

​Johnny Mølby er færdig som træner i Viborg FF.

20050626-114812-4-1000x679we.jpg
Foto: Scanpix / Henning Bagger

Søndag tabte Viborg FF den første kamp i sæsonen i NordicBet Ligaen til Thisted FC. Det er efter, at klubben rykkede ned fra Superligaen i 16/17-sæsonen efter playoff-kampe imod FC Helsingør. 

De skuffende resultater har nu kostet cheftræneren i Viborg FF, Johnny Mølby, jobbet. Det var ikke en nem beslutning, fortæller direktør i Viborg FF, Morten Jensen.

- Når man har en rigtig dygtig og ledende medarbejder som Johnny Mølby, der har præsteret rigtigt godt for Viborg FF, så ved vi godt, at i resultatverden, så er der nogle ting, der går godt, og nogle ting, der går mindre godt, men det var en katastrofe for os at ryge ud af superligaen, siger han.

Johnny Mølby blev dengang fredet, men det har så ændret sig nu.

- Vi havde et ønske om, at evaluere grundigt, fordi Johnny var en dygtig og skattet medarbejder. Nu må vi så sige, at efter opstarten, så er vi kommet frem til, at vi ønsker en ny energi og en ny løsning. Det er vi faktisk rigtigt kede af, for vi sætter kæmpe stor pris på Johnny. Men når det er sagt, så må vi tage de rigtige valg for virksomheden.

Ikke bukket under for fans

Siden nedrykningen fra Superligaen har der været et massivt pres fra Viborgs fans. Mange ville af med Johnny Mølby. Morten Jensen afviser, at det er det pres, der har fået dem til at tage deres beslutning.

- Sporten og fodbolden er et følelsesprodukt, så det er klart, at der er mange ting i spil. Man vil gerne have sejre, og når det modsatte sker, så kommer følelserne frem, men det er vigtigt for os at pointere, at vi som klub tager afstand fra ballade. Men vi er ikke påvirkelige. Vi kigger på de indre linjer, og hvad der sker der. Og det er sådan, vi har taget beslutningen, fortæller han.

Han anerkender, at timingen kan virke mærkelig.

- Men jeg vil stadig sige, at vi står på mål for det, som vi har gjort. Og det har jeg det fint med. 

5:02