Viborg får streetmekka

Viborg får nyskabende gadeidrætshus i tidligere Vestas-bygning. Målet er at få flere børn og unge til at blive aktive på asfalten.

Den gamle Vestasbygning i Viborg skal ombygges til et streetmekka

Der kommer nyt  liv i den gamle Vestas-bygning i Viborg. Den skal nemlig renoveres til et nyskabende gadeidrætshus, et såkaldt GAME Streetmekka. 

- Huset skal tiltrække de børn og unge i Viborg og omegn, som har særligt brug for et sted, der er fleksibelt og har plads til alle. Med GAME Streetmekka kan vi tilbyde de børn og unge, der ikke finder vej ind i de etablerede idrætsforeninger, et sted, hvor de f.eks. kan dyrke street trial, parkour, skate og street art - eller hvad de nu måtte have lyst til, siger Per Møller Jensen, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Viborg Kommune.

Faciliteterne kommer til at koste godt 20 millioner kroner. Heraf betaler Viborg Kommune: 7,7 millioner, Realdania og TrygFonden godt ti millioner og Nordea-fonden tre millioner kroner.

Byggeriet starter i starten af 2017 og forventes at stå færdigt i starten af 2018.

Det er gadeidrætsorganisationen GAME, der skal drive huset. Organisationen har 14 års erfaring med at drive gadeidræt og gadekultur i hele landet.