Viborg-blundere giver FCK sejr

FCK var ikke særligt overbevisende, men holdet vandt alligevel stort over Viborg i Parken efter store fejl.

Viborg_FF-logo.jpg

I fodboldens ABC findes der, så vidt vides, ikke et kapitel med titlen "Sådan ødelægger man et taktisk oplæg". Men hvis der gjorde, så burde Viborgs fodboldhold sætte sig sammen og agere forfattere efter søndagens 1-4-nederlag til FC København i Parken. Alt ramlede sammen for viborgenserne fra begyndelsen af kampen mod det ellers ikke særligt overbevisende mesterhold.

Viborg bagud i første minut

Viborg-træner Ove Christensen må have haft svært ved at tro sine egne øjne, da hans hold kom bagud efter 38 sekunder af kampen. Det gav de 14.227 frysende tilskuere noget at varme sig på. Alle gæsternes tanker om god organisation og en solid defensiv kunne skrotlægges, da FCK-angriberen César Santin blev spillet fri og chippede bolden i mål efter et helt unødvendigt Viborg-boldtab på egen banehalvdel.

Syv minutter senere stod det 2-0 til hjemmeholdet. Dagens anden FCK-angriber fra start, Igor Vetokele, headede umarkeret bolden i mål via den ene stolpe.

Dalgaard scorede igen

Så skulle man jo tro, at den kamp var afgjort. Det var den bare ikke, og det var i høj grad FCK's egen skyld, for mestrene forsømte at udnytte den gode start. I stedet kom Viborg rigtig godt med, og gæsterne burde have haft straffespark, da Thomas Dalgaard sendte bolden op på FCK-forsvareren Olof Mellbergs arm, der befandt sig i en alt andet end naturlig position. Superligaens topscorer kom alligevel på scoringstavlen, da Thomas Dalgaard efter 24 minutter - smart, men også for let - trak sig fri af Mellberg og Ragnar Sigurdsson og udplacerede Johan Wiland i FCK-målet.

Herefter var der spænding, og den varede i rundt regnet to minutter. Så scorede Igor Vetokele sit andet mål til 3-1 efter endnu en kæmpebrøler af Viborg. Midterforsvareren Mikkel Rask headede et ufarligt FCK-indlæg tilbage mod eget mål, men desværre for gæsterne var målmand Michal Peskovic stormet frem, så Vetokele blev efterladt alene med et tomt mål.

Heller ikke 3-1-scoringen fik for alvor gang i hjemmeholdet, selvom Youssef Toutouh i karantæneramte Claudemirs fravær anbefalede sig fint på den centrale midtbane. I anden halvleg blev den initiativrige Toutouh rykket ud på kanten efter indskiftningen af Thomas Kristensen. Netop Youssef Toutouh scorede kampens sidste mål på hovedstød, da Viborgs markeringer igen svigtede.

/ritzau/