Viborg afvist som frikommune

Efter fire år som frikommune er det nu slut for Viborg; ministeren siger stop.

Viborg-Domkirke-2.jpg

I Viborg er de skuffede over, at de har fået nej til et nyt frikommuneforsøg. I fire år har kommunen ellers som frikommune haft mulighed for at få lokalplaner og byggesager hurtigt igennem sagsmøllen, men nu er det altså slut med at sno sig uden om de normale love og regler.
- Det er absolut et tilbageskridt. Vi må nok sige, at vores kommunale selvstyre det forsvinder mellem fingrene på os, siger den konservative borgmester Torsten Nielsen.

Ville gerne fortsætte
Sammen med en række andre kommuner havde Viborg søgt om at kunne fortsætte som frikommune. Men indenrigsministeriet fandt ikke nåde for ansøgningen, der skulle sikre fortsat hurtig ekspedition af for eksempel en lokalplan:
- Indtil nu med vores frikommune-forsøg, der har vi kunne lave den på tre måneder. Fra den 1. januar, der kan vi stå i en situation, hvor det tager mellem otte og ti måneder, forklarer borgmesteren.

Også komplekse byggesager kunne klares hurtigere end normalt. For som en del af forsøget har kommunen haft dispensation til at gå uden om en del af de sædvanlige paragraffer.
- Det har gjort det nemmere, og kunderne skal ikke vente så længe på vores projekter, og vi kan bedre komme med løsningsforslag uden at det bliver afvist fra en kant af, så det har givet os en meget mere fleksibel problemløsning, siger Jakob Kriegbaum, der er formand for Viborg Murermesterforening.

Frikommuneforsøget i Viborg stopper til nytår.