Vibeke hører syv forskellige stemmer hver dag

Nogle mennesker er aldrig alene, selvom der ikke er andre i lokalet. De bliver kaldt stemmehørere, og kan have et virvar af forskellige stemmer i hovedet.

09:06

Her kan du se hele udsendelsen om Vibeke Sejersten Andersen og selvhjælpsgruppen. Video: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

I næsten et årti har Vibeke Sejersten Andersen fra Koldby hørt stemmer. Men efter at hun er kommet med i Stemmehørergruppen Mors Thy Salling, har hun fået lidt mere styr på de ubudne gæster i hovedet.

- Jeg var til et informationsmøde, og da var jeg ikke i tvivl - Jeg vidste bare, at det skulle jeg være med i, fortæller Vibeke Andersen.

Du aner ikke, hvor mange venner jeg har mistet, fordi folk ikke ved, hvordan de skal håndtere det.

Vibeke Andersen

Hun har diagnosen skizofren og har været psykisk syg i ni år. Hun får medicin og har fået 54 elektrochokbehandlinger, men hun hører stadigvæk stemmer - masser af stemmer. De fleste mumler og vil hende det egentlig godt, men der er også to, der ikke er rare.

Læs også Bedre behandling for skizofrene

Hun er på den måde aldrig alene, og stemmerne hæmmer hende socialt. Hun har meget svært ved at være sammen med andre mennesker, for eksempel til en fest, fordi stemmerne larmer, og hun er meget utilpas, når hun skal ind i en forretning og handle, fordi stemmerne siger, hun skal lade være. 

Stemmehørergruppen Mors Thy Salling har eksisteret i et par år. En af initiativtagerne er Inger Mortensen fra Nykøbing, der selv har hørt stemmer og været psykiatrisk patient i mange år. 

- Efter mere end 12 år på lukkede afdelinger og et bosted, er det svært at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Så nu forsøger jeg at informere og gøre noget for andre, siger Inger Mortensen.

Inger Mortensen fra Nykøbing er en af initiativtagerne bag Stemmehørergruppen. Hun har selv hørt stemmer og været psykiatrisk patient i mange år.  Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Hun gik ned med en depression, da hun manglede et år af sin pædagoguddannelse og har samlet set været psykisk syg i mere end en tredjedel af sit liv. I flere år hørte hun stemme. Blandt andet en mandsstemme der beordrede hende til at gå ud foran en bus og til at stoppe med at spise. Hun fik diagnosen skizofren paranoid, men har ikke mærket noget til sygdommen i flere år. 
På et tidspunkt besluttede hun sig for at trappe ud af medicinen i samarbejde med en psykiater, og det lykkedes i løbet af en periode på 3,5 år.

Efter mere end 12 år på lukkede afdelinger og et bosted, er det svært at vende tilbage til arbejdsmarkedet. 

Inger Mortensen

- Det er hårdt. Man får jo sit følelsesliv tilbage, men jeg fik god støtte fra familie og venner, og fra det bosted hvor jeg boede, siger Inger Mortensen, som har det godt og bor alene i et lille hus på Mors i dag. 

Stemmerne forsvandt med sygdommen, men Inger Mortensen har aldrig glemt, hvordan det var. Hun har siden taget en uddannelse som stemmefacilitator gennem Stemmehørernetværket og Trevor Eyles, der har været stemmehørerkonsulent i Århus kommune i en årrække. Med det i bagagen forsøger hun nu at hjælpe andre med at få styr på stemmerne. Stemmehørergruppen er en selvhjælpsgruppe, hvor mennesker, der hører stemmer, udveksler og deler erfaringer.

Det er vigtigt for både Inger Mortensen og Vibeke Sejersten Andersen at være med til at udbrede kendskabet til psykisk sygdom og stemmehøring.

- Det er jo tabu. Du aner ikke, hvor mange venner jeg har mistet, fordi folk ikke ved, hvordan de skal håndtere det, siger Vibeke Andersen.

Her kan du finde mere information om Stemmehørergruppen Mors Thy Salling.