TV MIDTVESTs lokalredaktion i Thisted indviet: - Vi vil tættere på

Lidt nyt fra vores egen verden. For TV MIDTVEST åbner nu sin anden lokalredaktion. Denne gang med udgangspunkt i Mors og Thy.

Lokalreporter Lasse Dieckmann holder til i Thy & Co. Huset i Thisted, men skal dække både Thy og Mors. Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Læs også Spydspids på TV MIDTVESTs nye Thisted-redaktion

TV MIDTVEST har netop indviet en ny lokalredaktion i Thisted. For første gang i 30 år.

- Noget af det spændende er, at vi ikke rigtig ved, hvor det skal ende, siger Lasse Dieckmann, der er lokalreporter for TV MIDTVEST på Mors og i Thy med base i Thy&Co. Huset i Thisted.

I første omgang er projektet et tre årigt forsøgsprojekt.

- Vi vil rigtig gerne se, om vi kan komme til at lave noget lokaljournalistik, som er mere nærværende, mere folkelig og tættere på det liv, som morsingboerne og thyboerne har, fortæller direktør Lone Sunesen og fortsætter:

- Mediebranchen er i en udfordring, og der er ingen, som kender svaret på, hvad der lykkes, så vi er nødt til at prøve os frem.

I de første 30 år af TV MIDTVESTs levetid har mediehuset ud over hovedsædet i Holstebro haft en lokalredaktion i Viborg.

Begejstring hos borgmestre og minister

Blandt de små 100 gæster ved fredagens indvielse var blandt andre erhvervsminister Simon Kollerup, der stammer fra Thy.

- Tingene rykker sammen i større enheder omkring de store byer. Jeg synes, der er behov for at gå den anden vej, siger han. 

Der er selvsagt også begejstring hos borgmestrene fra Thy og Mors.

- Jeg har en forventning om, at der kommer lidt mere dækning af Mors, siger Hans Ejner Bertelsen (V).

- Jeg synes, det er en rigtig god idé med en Thy-Mors-redaktion, supplerer Thisteds borgmester, Ulla Vestergaard (S).

Lasse Dieckmann, der stammer fra Nors nord for Thisted, skal både lave historier til tv, tvmidtvest.dk og sociale medier.

Redaktionen er blevet til med økonomisk hjælp fra TV MIDTVESTs Støtteforening.

01:48

TV MIDTVEST åbner lokalredaktion i Thisted i et forsøg på at gå nye journalistiske veje.

Luk video