Efter rekordregnskab: - Vi skal skabe noget, de andre ikke tør

Direktør i Grundfos, Mads Nipper, er utroligt godt tilfreds med årets regnskab, som pumpekoncernen præsenterede onsdag.

Direktør for Grundfos, Mads Nipper præsenterede onsdag koncernens bedste regnskab nogensinde.
Direktør for Grundfos, Mads Nipper præsenterede onsdag koncernens bedste regnskab nogensinde.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Det var en glad og stolt direktør for Grundfos, der onsdag kunne fremlægge Grundfos bedste regnskab nogensinde på hjemmeadressen i Bjerringbro. 

- Vi har den højeste omsætning i koncernens historie, og vi har den højeste vækst siden den finansielle krise, og samtidig har vi igen øget vores indtjening, så det har været et rigtig fint år for Grundfos, siger direktør Mads Nipper, efter han fremlagde regnskabet på et pressemøde onsdag eftermidag.

I 2018 steg nettoomsætningen i Grundfos med 1,1 milliarder kroner sammenlignet med 2017 og nåede dermed det højeste niveau nogensinde på 26,7 milliarder kroner. Det svarer det til en salgsvækst på 6,6 procent. Resultatet før skat steg med 53 millioner kroner til 2,4 miliarder kroner. 

- Det kan altid blive bedre og det skal også blive bedre, men i forhold til vores målsætning, så vil jeg sige, at vi er vokset mere, vi er lykkes med at have orden i eget hus med vores egen miljøpåvirkning og vandforbrug, og vi har øget vores medarbejdertilfredshed væsentligt, siger Mads Nipper. 

3:34
Direktør i Grundfos, Mads Nipper, forholder sig til koncernens regnskab og fremtid. 

Stolt på medarbejdernes vegne

Mads Nipper blev ansat i 2014 for netop at øge omsætningen og overskuddet i koncernen, der gik langsomt efter finanskrisen. Det mål har til fulde bevist med dagens regnskab, men direktøren retter også en stor tak til sine 19.000 ansatte verden over.

- Jeg er stolt af den indsats, der er ydet af alle medarbejdere. Det er fantastisk at mærke det engagement og den vilje, der er, til at Grundfos skal lykkes. Og jeg er personligt stolt, men det jeg er allermest stolt af, det er hvordan folkene rundt omkring, de yder en kæmpe indsats, siger han. 

Spørgsmål: Har du nået de mål, du selv satte dig, da du blev direktør?

- Jeg havde ikke nogle bestemte mål. Mit allervæsentligste mål, det var at være med til at gøre en forskel og holde Grundfos som en global ledende virksomhed, som de andre ser op til, og det tror jeg faktisk, at de gør, siger Mads Nipper, der snart skal præsentere en ny strategi frem mod 2025 for sine medarbejdere.

- Vi har nogle nye mål, men der er også nogle ambitioner om, hvordan vi skal gøre en endnu større forskel i verden, og de mål, vi kommer til at sætte os, de kommer ikke primært til at dreje sig om, hvor mange penge vi kan tjene eller vækstprocenter. Vi har en ambition om at spille en væsentlig større rolle i forhold til verdens klima og vandproblemer, og det er det, der driver os allermest, fastslår direktøren. 

2:19
TV 2's erhvervskommentator Ole Krohn sætter ord på Grundfos' rekordregnskab.