Medvind i Limfjordshavnenes sejl: - Vi prøver at gøre dem attraktive

I Handbjerg Marina er der blandt andet ønsker om at udbygge for op mod ti millioner kroner på grund af successen.

Kim Didriksen er på sejltur med en kammerat i Limfjorden.
Kim Didriksen er på sejltur med en kammerat i Limfjorden.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Der er medvind til havnene i Limfjorden. For flere og flere lystbåde viser flaget frem.

I Thyborøn Lystbådehavn, Lemvig Havn og Lemvig Marina har der samlet set været 30 procent flere lystbåde i juni 2019 i forhold til samme måned sidste år.

Og det vækker glæde.

- Vi har investeret meget i havnene. Vi prøver at gøre dem attraktive og have nogle gode sejlefaciliteter, og vi ved, at det hænger sammen – har man et aktivt havnemiljø, så er det attraktivt for lystsejlere at komme til. Og det giver også en lyst til andre til at besøge vores byer og vores havnebyer, siger Steffen Damsgaard (V), der er formand i Teknik og Miljøudvalget i Lemvig Kommune.

Formanden er ikke den eneste, der er glad.

Faciliteter og sammenhold

For de sejlende gæster, der kommer i havn, er også tilfredse.

En af dem er Kim Didriksen, der – på trods af søndagens regnvejr – stadig er i godt humør. Han har lagt til i Lemvig.

- Lemvig er jo helt fantastisk, som den er bygget op. Du har havnen som fronten, man kommer til ude fra vandsiden, og så er byen lige bagved, siger han.

Sammen med en kammerat skal Kim Didriksen sejle rundt i Limfjorden, og hvis alt går efter planen, ender de to i Aalborg.

Det er dog ikke kun selve faciliteterne, der er gode ved havnene i Limfjorden.

For Kim Didriksen betyder det sociale sammenhæng også en masse, når han lægger til kaj.

- Det er super at komme sådan et sted her, hvor folk hjælper hinanden og tager imod trodser, når man skal ind.

Der skal investeres

I Handbjerg Marina kommer folk ikke bare ad vandvejen, men også ad landvejen.

Marinaen, der blev indviet i 2014, har så stor succes, at bestyrelsen vil udbygge for op mod ti millioner kroner. Og det er bare i første omgang.

- Det er virkelig blevet et sted, hvor folk kører til. Vi har jo omkring 100.000 gæster om året. Det synes vi faktisk er formidabelt i løbet af blot fem år, siger Johannes Ruby, der er bestyrelsesmedlem i Handbjerg Marina.

For at udbygningen af Handbjerg Marina kan lykkes, skal bestyrelsen efter sommerferien i gang med at søge private fonde om penge til projektet.

2:17
Flere og flere lystbåde viser flaget frem i de vestlige limfjordshavne