Vi møder narkodealerne: - Snapchat er fandeme hurtige penge

Med Snapchat har dealerne fået et nyt, hurtigt og anonymt medie at tjene meget gode penge på. Vi mødte to, der sælger stoffer på snappen.

TV MIDTVEST's journalist møder to dealere, der sælger stoffer via Snapchat - de fortæller, at det er en forretning, man nemt kan leve af. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Det er tidlig eftermiddag i Holstebro. Klokken er 13, og efter flere ugers resarch er vi klar til at teste, hvor hurtigt man reelt kan skaffe stoffer på Snapchat.

Vores research indikerer, at det er nemt, hurtigt og risikofrit. Men er det bare tom snak og pral fra en flok unge mænd - eller er der noget om snakken? 

Vi sender en besked til en af de Snapchat-brugere, der deler indhold for Holstebro. Vi skriver, at vi leder efter Emma i Holstebro. Emma er slang for ecstasy - stoffet, der også hedder MDMA - og som dræbte en 15-årig dreng i sidste uge. 

Vi har kun lige spurgt efter MDMA - så er billedet delt til 1500 unge i Holstebro og omegn. Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Et minut senere har brugeren delt vores billede på Snapchat - og det kommer dermed ud i æteren til 1500 unge, som primært befinder sig i Holstebro-området. 

Og vi skal kun vente kort tid, før der er gevinst - en dealer vil mødes med os midt i Holstebro. Han har ét gram MDMA med, og det skal vi give 300 kroner for. Vi skal bare sørge for at være klar klokken 16, skriver han.

Dealeren skriver, at vi skal give 300 kroner pr. gram for MDMA. Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Vil ikke filmes

- Go'daw, siger en ung fyr med hættetrøje. Han har en kammerat med, som ryger en joint. Han rækker med det samme hånden frem med en lille, gennemsigtig pose med krystalagtigt pulver i. 

- Vi skal ikke have noget alligevel, siger vi.

Sætningen hænger i luften. 

- Vi er ved at lave et tv-program og kommer i virkeligheden for at tale med jer om, hvorfor I sælger stoffer på Snapchat. 

De to fyre tøver. Det skal de ikke nyde noget af at være med til.

- To sekunder, siger de og går nogle meter væk. De taler lavmælt sammen. 

- Vi vil ikke filmes, siger de, da de kommer tilbage. Det går vi med til.

Og så fortæller de os, hvorfor de sælger stoffer på Snapchat.

Folk er helt klart blevet yngre

- Vi kan sagtens snakke etik og moral og sådan noget. Men vi kan også godt blive enige om, at pengene ... de er fandeme hurtige, siger den ene. 

- Vi kan sagtens snakke etik og moral og sådan noget. Men vi kan også godt blive enige om, at pengene ... de er fandeme hurtige!

Dealer, der sælger på Snapchat.

Men MDMA er jo noget, folk dør af - det skete så sent som i sidste uge. Hvordan har I det med det?

- Det er ikke, fordi jeg spørger om deres alder eller noget, men hvis jeg ser, det er en lille knægt, så får de ikke lov at købe. Jeg vil ikke være skyld i noget som helst, siger den anden.

Så det er de unge, der køber på Snapchat?

- Folk er da helt klart blevet yngre. Det kan I også selv regne ud. Efter vi er kommet over på sociale medier, så er det de yngre, der kommer. I gamle dage, der skulle man over til den gamle i hjørnet. Det har ændret sig. De er blevet yngre. Det er helt sikkert.

Kunne leve af handel på Snapchat

Snapchat er det hurtigst voksende medie i Danmark lige nu. 23 % af danskerne brugte appen i 2017, mens 19 % brugte den i 2016. 

Og der er rigtig gode penge at hente på snappen. Mens vi taler med dealerne, kommer der en ny ordre fra en kunde, der mangler stoffer her og nu. 

- Og sådan er det bare fra morgen til aften. Jeg har et arbejde ved siden af, men jeg kunne da leve af det her - det er der ingen tvivl om, siger den ene.

Så skal de afsted. Mod næste kunde med stoffer fra Snapchat.

Ikke bange for at blive opdaget

Få øjeblikke senere kommer der igen nyt fra Holstebro-snappen på vores telefoner. Utroligt nok er det et nyt tilbud om stoffer til alle - men mest utroligt er det, at tilbuddet kommer fra de dealere, vi lige har stået og talt med.

Kort efter vi har konfronteret dealerne, er de igen aktive på Snapchat. Foto: Affotografering af Snapchat

De er altså klar igen på Snapchat få øjeblikke efter, de er blevet konfronteret af journalister. Det passer meget godt med det sidste spørgsmål, vi nåede at stille dealerne. 

Er I ikke bange for at blive opdaget - at politiet får oplysninger fra Snapchat?

- Nej. Jeg stoler 100 procent på det. Mit navn kommer jo ikke ind på Snapchat, for det er en helt tredje, der lægger det hele op. 

09:00

Se hele TV MIDTVEST-programmet "Snavs på snappen" her.

Luk video