Borgere imod udstykning: - Vi mangler gode argumenter

Det bekymrer flere borgere, at Viborg Kommune har planer om at udstykke nye byggegrunde i et naturskønt område ved Hald Ege.

Viborg mangler byggegrunde, men Birgitte Krogh-Poulsen kan ikke se nogle gode argumenter for at udstykke nye byggegrunde ved Hald Ege.
Viborg mangler byggegrunde, men Birgitte Krogh-Poulsen kan ikke se nogle gode argumenter for at udstykke nye byggegrunde ved Hald Ege.
Foto: Michael Lyck Poulsen, TV MIDTVEST

Birgitte Krogh-Poulsen er en af de bekymrede borgere ved Hald Ege, der frygter fremtiden for naturområdet i udkanten af Viborg ud mod Hald Ege, som Viborg Kommune vil udstykke til byggegrunde.

- Min største bekymring går helt klart på grundvandet, fordi en stor del af området er boringsnært og nitratfølsomt. Det er også en del af vores grundvandsindvindingsområde, så det er faktisk en væsentlig del af drikkevand til hele Viborg syd, siger Birgitte Krogh-Poulsen. 

Viborg Kommune mangler desperat byggegrunde til en stigende efterspørgsel. Kommunen planlægger i første omgang 126 nye byggegrunde i området ved Egeskovvej, der nu er i høring.

Udvalgsformand: Intet at være bekymret over

Formanden for Teknisk udvalg i Viborg Kommune, Johannes Vesterby (V), nedtoner borgernes bekymringer. Ifølge ham er der styr på konsekvenserne. 

- I forhold til det grundvandsfølsomme så bliver der jo taget skridt til at afhjælpe de ting, der kan være i forbindelse med det. Det er heller ikke uden sidestykke, at man laver udstykning på grundvandsfølsomme områder. Det har vi andre eksempler på her i Viborg, fastslår formanden.

Viborg Kommune mener, at der er god logik i at lave nye grunde tæt på naturen.

- Vi har lyst til at lave det, fordi det er gode velbeliggende grund man kan få. Vi kigger os jo om for at finde muligheder for at styrke bosætningen her i Viborg, og når der så er projektmagere, der ønsker at have med de at gøre, så prøver vi at planlægge ud fra det, siger Johannes Vesterby.

Borgerne i Hald Ege har nu samlet underskrifter ind i protest. De frygter en forhastet beslutning fra politikerne.

- Der er rigtig mange løse ender, synes jeg, hvis man læser forslaget til ændring af lokalplanen. Der er rigtigt mange ting, der ikke er blevet beskrevet særlig grundigt endnu, konstaterer Birgitte Krogh-Poulsen. 

Høringsfasen for udstykningen slutter den 28. januar. Derefter skal Teknisk udvalg og senere byrådet afgøre, om planerne skal føres ud i livet.

1:49
Borgerne i Hald Ege ved Viborg er bekymrede. Kommunen pønser nemlig på at lave et nyt villakvarter midt i det naturskønne område - men frygten er, at det kan gå ud over både natur og grundvand.