Salget af østers boomer: Vi har aldrig set så mange ordrer før

I østersbranchen ligger de vandret mellem jul og nytår. Ordrerne strømmer ind.

Limfjordsøsters er i høj kurs på nytårsmenuen. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

De har travlt hos Glyngøre Shellfish. Salget af limfjordsøsters boomer. 

Vi har ikke set så mange ordrer på limfjordsøsters før

Svend Søe Bonde, ejer af Glyngøre Shelfish

- Det er helt ekstremt, siger Svend Søe Bonde, der er ejer af Glyngøre Shellfish  

- Salget går godt. Netbutikken kører godt, der er mange ordrer på limfjordsøsters. Vi har ikke set så mange ordrer på limfjordsøsters før, det tager også mange andre ting med sig, som blåmuslinger og limfjordshummere - dem er der også godt salg i, siger Svend Søe Bonde.   

Læs også Kromanden jubler: Der er masser af østers i Limfjorden

- Men limfjordsøsters er noget helt særligt i år, og der kommer rigtig mange ordrer ind i netbutikken. 

Firmaet sælger i omegnen af 3.000 østers mellem jul og nytår. 

Læs også Prøver østers for første gang: - Det smager af havvand

Usædvanligt travlt med fragt

Men den store efterspørgsel giver også nye udfordringer. Netbutikken hos Glyngøre Shellfish er sat op til at benytte sig af Danske Fragtmænd.

- Men de har så valgt at holde fri i år, så udfordringen er, at vi selv skal ud og køre mange tusinde kilometer. Men vi har heldigvis en rigtig fin kølebil, som vi normalt kører til restauranter med, men i år er det altså også private.

Glyngøre Shellfish har faste kunder både private og restauranter, så langt væk som Bornholm. 

- Det bliver spændende, siger Svend Søe Bonde med et nervøst smil. Han håber nogle af leverancerne kan klares med post Nord.

Der er travlt i pakkeriet på Glyngøre Shellfish.  Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Igen blevet en spise for folket 

Kundernes store efterspørgsel på østers i år skyldes ifølge Svend Søe Bonde, at der over en årrække er blevet arbejdet hårdt på at udbrede kendskabet til limosineøstersen fra Limfjorden. 

- Vi har arbejdet på, at østers skal være en almindelig spise, som det var tilbage i tiden. For eksempel, kan man gå tilbage til London i 1800 tallet, hvor det var en billig hvermands-spise. Vi mærker nu, at mange tager det ind. 

- Den mangeårige vedholdende branding, vi har arbejdet med - at man kan hente østers i Glyngøre, at man kan få dem året rundt - det er det, der giver noget ny. Folk har fået øjnene op for den her dejlige limfjordsøster, som naturen skaber for os.

- Vi har arbejdet længe med det. Vi har været på restauranter og på festivaler - jeg har stået og åbnet tusindvis af østers på Skanderborg Festival for eksempel for 15 år siden, det er det, der begynder at betale sig nu, siger Svend Søe Bonde. 

02:01

Østerbaren har kunst af Bjørn Nørgaard, der ved åbningen fik en noget svingende præsentation

Luk video