Vi graver i ulovligt fyrværkerisalg

TV 2-regionerne går sammen med TV 2 | NYHEDERNE om at afdække det massive salg af livsfarligt nytårsfyrværkeri.

Krysantemumbombe.jpg

Søndag aften går TV MIDTVEST, TV 2 | NYHEDERNE og en række af TV 2's regioner tæt på den danske fyrværkeribranche. Det sker i lyset af de alvorlige ulykker med krysantemumbomber, der prægede nytåret i Danmark.

- Det er nyt for os, at vi så massivt puljer kræfterne på tværs af landet om en nyhedshistorie, siger Claus Christensen, der koordinerer samarbejdet mellem regionerne og TV 2.

TV 2-familien har besluttet, at 2015 skal være året, hvor samarbejdet mellem de otte TV 2-regioner og TV 2 | DANMARK for alvor bliver styrket. Nyhedsprojektet om fyrværkeribranchen er det første konkrete resultat. Forude venter flere fælles nyhedsserier, tættere samarbejde online, samarbejde om programmer og ikke mindst et tæt samarbejde om det forestående folketingsvalg.

- Vi forsøger hver eneste dag at fange, hvad der rører og berører midt- og vestjyderne, og i de situationer,  hvor det regionale er tæt forbundet med det nationale, vil vi gøre vores yderste for at løfte i fællesskab og dække både i bredden og i dybden, fastslår redaktionschef på TV MIDTVEST, Lars Lundgaard.

Serien om fyrværkeribranchen bliver kickstartet søndag kl. 19.00 i TV 2 | Nyhederne. Og klokken 19.30 følger TV 2-regionerne op med regionale indslag på TV MIDTVEST, TV 2/NORD, TV SYD, TV 2/LORRY og TV 2/FYN.