Vi er vilde med mad tæt på udløbsdatoen

Jagten på at spare penge samt ønsket om at handle mere miljøbevidst, får os til at datoshoppe, når vi køber mad, viser undersøgelse.

Et stigende antal kunder køber madvarer, der er tæt på udløbsdatoen.
Et stigende antal kunder køber madvarer, der er tæt på udløbsdatoen.

Der er både penge at spare, men der er så sandelig også en miljømæssig gevinst. Et stigende antal danskere, også midt- og vestjyder, køber mad der er tæt på grænsen for datoudløb. Det viser en ny undersøgelse fra Epinion, som er bragt i Søndagsavisen.

Undersøgelsen viser, at tre ud af fire køber madvarer, der er billigere, fordi det er tæt på udløbsdatoen. 

58% gør det ugentligt eller månedligt.

Tendensen oplever også Kvickly i Skive. Som mange andre steder har butikken en særlig køledisk med madvarer, tæt på udløbsdatoen.

- Vi har lige fuldt den op for anden gang i dag. Og vi putter alt fra kød til mælk i den, og folk er rigtig gode til at kigge i den og tage derfra, siger salgsassistent Kristian Nielsen.

Og det er ikke kun studerende og pensionister, der køber mad, der er tæt på udløbsdatoen. Det er også folk i arbejde. Ifølge undersøgelsen fra Epinion sker det især for at undgå madspild og dermed give en hjælpende hånd til miljøet.