Erhvervsordfører om hvidvaskgrænse: - Vi er nødt til at have klare regler

En bøde på 5.000 for hvidvask blev dommen for en kok fra Ikast tirsdag. Erhvervsordfører påpeger, at det er vigtigt med en klar grænse.

Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen mener, at en klar grænse i forhold til hvidvask er vigtig.
Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen mener, at en klar grænse i forhold til hvidvask er vigtig.
Foto: TV MIDTVEST

- Det er ikke betaling for et sølvbryllup til en restauratør, der har været overskriften, når vi har diskuteret ændringer i hvidvaskloven på Christiansborg, det siger sig selv. 

Sådan lyder det fra Torsten Schack Pedersen, der er erhvervsordfører for Venstre, efter at kokken Morten Vestergaard Thomsen fra Ikast tirsdag blev idømt en bøde på 5.000 kroner ved retten i Herning.  

I sommer modtog han 52.992 kroner i kontanter som betaling for mad til et selskab. En erhvervsdrivende må, ifølge loven om hvidvask, kun tage imod op til 50.000 kroner i kontanter. Derfor gik Bagmandspolitiet ind i sagen, selvom Morten Vestergaard Thomsen kunne fremvise en faktura på alle pengene. 

-  For alle parters vedkommende, så er vi nødt til at have nogle klare regler, som siger, er du på den ene side, så er du på sikker grund. Er du på den anden side, så er du altså i farefuldt farvand, siger Torsten Schack Pedersen (V). 

Domstolene skal vurdere de enkelte sager 

Morten Vestergaard Thomsen indleverede altså 2.992 kroner mere end han måtte. For det blev han dømt til at betale 5.000 kroner i stedet for de oprindelige 10.000. 

- Der vil altid være en beskeden overskridelse, hvor man tænker, 'herregud, kunne det ikke være ligemeget?', men vi er simpelthen nødt til at have nogle regler, som giver de erhvervsdrivende en retssikkerhed - som siger, at på den her side af stregen, der får du problemer, siger Torsten Schack Pedersen. 

- I sidste ende må det jo være op til domstolene at vurdere i den enkelte sag, om der blev handlet i god tro, siger han.