LA-leder om udmeldt medlems kritik: Vi er et liberalt parti

Alex Vanopslagh, politisk leder for Liberal Alliance, mener ikke, at partiet er blevet mindre liberalt.

Den 9. juni overtog Alex Vanopslagh formandsposten i LA efter Anders Samuelsen.
Den 9. juni overtog Alex Vanopslagh formandsposten i LA efter Anders Samuelsen.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Tidligere medlem af Folketinget og gruppeformand for Liberal Alliance Christina Egelund har forladt partiet, fordi hun ikke kan se sig selv i dets politik under dets nye lederskab.

Politisk leder Alex Vanopslagh genkender ikke kritikken. Det skriver han på Facebook.

Christina Egelund til DR har sagt, at partiet "invaderes af stigende konservatisme". Og at hun derfor ikke længere føler sig hjemme i det.

- Christina Egelund har i dag meddelt, at hun forlader Liberal Alliance. Christina har gjort et stort arbejde for partiet i mange år. Jeg kan forstå, at Christina forlader os, fordi hun ikke synes, at LA er et rigtigt liberalt parti, skriver Alex Vanopslagh på Facebook og fortsætter:

- Det er jeg ikke enig i. Men det kan der naturligvis være forskellige syn på, og ingen skal være i et parti, de ikke ønsker at være i. Det gælder Christina, som det gælder andre, der ikke føler, at de kan se sig selv i LA.

Dårligt valg for LA

Liberal Alliance gik ved valget i juni fra 13 til fire mandater i Folketinget.

Blandt andre kom den politiske leder og stifter Anders Samuelsen slet ikke ind i Folketinget og trak sig. Alex Vanopslagh overtog herefter posten.

Christina Egelund begrunder blandt andet sit valg med, at Liberal Alliance burde stå mere vagt om retsstaten, når det eksempelvis kommer til at fratage syrienskrigere passet, være mere åbne over for internationalt samarbejde og kæmpe mere for den personlige frihed.

I sit Facebook-opslag kalder Alex Vanopslagh LA's politik for snusfornuftig.

Men han understreger, at partiet ikke vil tage de danske statsborgere i Syrien tilbage til Danmark.

- Sagen er et godt eksempel på, at vores liberale værdier nogle gange udfordres, for eksempel når det gælder om at beskytte vores land og danskerne. Det skal vi ikke være blinde for, skriver han og skriver andetsteds om partiets udlændingepolitik:

- Jeg gjorde det fra starten klart, at vi ikke længere vil bakke op om begrænsninger af ytringsfriheden og symbolpolitiske stramninger i udlændingepolitikken - vi er interesserede i løsninger i stedet.

/ritzau/