Politi om dødsulykke: Vi efterforsker både ulykken og forløbet før

En trafikulykke kostede mandag middag en 62-årig efterlyst mand livet. Politiet efterforsker nu både selve ulykken og forløbet i timerne før det fatale sammenstød.

Der ligger et større efterforskningsarbejde foran politiet, før operationslederen vil konkludere noget om de nærmere omstændigheder ved ulykken og forløbet op til, der mandag endte med at koste en 62-årig mand livet.
Der ligger et større efterforskningsarbejde foran politiet, før operationslederen vil konkludere noget om de nærmere omstændigheder ved ulykken og forløbet op til, der mandag endte med at koste en 62-årig mand livet.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjylland Politi vil på nuværende tidspunkt ikke fortælle om de nærmere omstændigheder i ulykken, der mandag kostede en 62-årig mand livet, imens han kørte rundt med sin fireårige søn. 

Mandag morgen efterlyste Midt- og Vestjyllands politi en 62-årig mand fra Brande med navn og billede. Mandens søn, en fireårig dreng, havde siden søndag været i faderens varetægt, men moderen frygtede, at den 62-årige kunne finde på at gøre skade på barnet.

- Vi kan godt fornemme, at det her er en alvorlig anmeldelse, og vi gør det, at vi straks får sat patruljer i gang til at kigge i nærområdet og på relevante vejstrækninger. Vi får hjælp af Forsvarets helikopter også for at lave en eftersøgning af den bil, som faderen var kørende i. Men vi får først kendskab til bilen, da den indgår i en færdselsulykke, siger Henrik Glintborg. 

Eftersøgningen sluttede, da den 62-årige bragede ind i en lastbil på hovedvej 13 nord for Engesvang.   

Ulykken skete her på hovedvej 13 nord for Engesvang.

- Det er en frontalt sammenstød med en lastbil. Som resulterede i at faderen omkom, og at sønnen ikke var alvorlig tilskadekommen, men blev kørt til sygehuset for at blive tilset, siger Henrik Glintborg. 

Hvad er det, der får moderen til at anmelde det her til Jer?

- De nærmere omstændigheder kan jeg ikke komme ind på. Vi er stadigvæk ved at efterforske sagen. Så hvad der ligger forud(for ulykken og efterlysningen red.), indgår i efterforskningen.

Kan du sige noget om, hvorfor faderen ender med at køre galt?

- Vi efterforsker også ulykken. Det gør vi ved hjælp af bilinspektøren og andre tekniske undersøgelser. Først når de ligger klar, kan vi komme med en endelig udtalelse om, hvad der skete ude på ulykkesstedet, siger Henrik Glintborg.

Hvad kan du fortælle om chaufføren af lastbilen?

- Chaufføren (af lastbilen red.) slap uden mén. Uden fysiske mén. Der bliver godt taget hånd om ham blandt andet via arbejdspladsen, siger Henrik Glintborg. 

Kan du fortælle mere om, hvad er det, I skal efterforske nu?

- Vi er i gang med at få klarlagt, hvad der ligger til grund for det her, og vi er også i gang med at få undersøgt de nærmere omstændigheder i forbindelses med færdselsulykken, siger operationslederen. 

3:31
Se reporter Charlotte Hansens interview med operationsleder Henrik Glintborg her.