Medarbejderne ser Gødstup for første gang: - Vi både glæder os og frygter det nye hospital

Det er med en stor portion kriller i maven, at medarbejderne på Gødstrup Sygehus disse uger ser deres kommende arbejdsplads for første gang.

04:09

Flere grupper af medarbejdere får i disse uger rundvisning på deres kommende arbejdsplads i Gødstrup. Video: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Det bliver en stor omvæltning, når medarbejderne fra hospitalerne i Herning og Holstebro næste efterår rykker ind på det nye storhospital i Gødstrup.
Lige nu er flere grupper af medarbejdere på rundvisninger på deres kommende arbejdsplads. Det hele ligner stadig en stor byggeplads, men rammerne er efterhånden ved at falde på plads. Alligevel så kan man godt være lidt spændt, når man ser de nye rammer for første gang.

- Vi syntes jo egentlig, at vi har det godt, der hvor vi er i dag, så jeg er da lidt spændt på det nye.

Helle Andersen, operationssygeplejerske i Herning​​​​

- Vi syntes jo egentlig, at vi har det godt, der hvor vi er i dag, så jeg er da lidt spændt på det nye. Jeg er også spændt på, at vi nu skal slåes sammen med Holstebro, siger Helle Andersen, der til daglig er operationssygeplejerske i Herning.

Sammen med hendes kolleger bliver hun vist rundt af projektleder Jacob Pedersen. Han er manden, der skal forsøge at få flytningen af de to sygehuse til at gå så gnidningsfrit som muligt.

Læs også Gødstrup: De første medarbejdere er rykket ind

- Lige nu ser det rigtigt fint ud. Flyttekoordinatorerne på de forskellige afdelinger har gjort et stort stykke arbejde. Men vi ved også, at det handler om at være et skridt foran, for at vi kan opfylde vores målsætning om at have Gødstrup kørende i efteråret 2020, siger projektleder Jacob Pedersen.

Medarbejderne får set deres nye rammer, men de får også mulighed for at stille lavpraktiske spørgsmål. Helle Andersen frygter lidt, at der ikke er plads nok til de mange medarbejdere fra Holstebro og Herning, der skal finde sammen på Gødstrup. Men flyttekoordinator Kirsten Holm Isager-Nielsen kan berolige hende.

- Der skal nok blive en stol og et bord til alle medarbejdere. Men det er klart, at det kan se lidt småt ud inden vi får sat møbler ind i lokalerne. Det kender man jo også, fra når man selv har bygget hus, siger hun.

Næste skridt for medarbejderne bliver at få flyttet udstyr fra de nuværende hospitaler til stuerne i Gødstrup. Og at få trænet de nye procedurer, der kommer til at blive deres hverdag på det store hospital.