VHK tabte første finalekamp

Viborgs HK's håndboldkvinder tabte første finalekamp i Cup Winners Cup med 30-31 ude til FTC Budapest. (Ritzau)

Viborg HK.jpg

Der skal en sejr til på hjemmebane 13. maj, hvis Viborg HK's håndboldkvinder vil vinde årets udgave af Cup Winners Cup. Det står fast, efter at viborgenserne søndag på udebane tabte 30-31 til FTC Budapest i den første af to finalekampe i Cup Winners Cup. Trods nederlaget er træner Martin Albertsen yderst tilfreds med sit holds indsats.

 - Sikke et fighterhold. Det er måske svært derhjemmefra at kunne forstå, hvor stort et pres, der bliver lagt hernede fra tilskuere og så videre. Men det er et kæmpe tryk. Jeg har oplevet meget i min karriere, og dette er noget af det vildeste, siger han.

God start for VHKViborg fik en forrygende åbning på opgøret og var foran 8-3, inden både forsvars- og angrebsspillet svigtede en smule. De ungarske værter, som er forsvarende mestre i turneringen, hvor de sidste sæson sendte netop Viborg ud i kvartfinalen, gik til pause foran 14-12.

Anden halvleg - marginalernes spilI anden halvleg var det længe en meget tæt affære, men med 10 minutter tilbage var FTC Budapest foran med 27-23. Viborg kom dog tilbage og havde chancen for at udligne til 30-30 et lille minut før tid. Angrebet udløste dog ikke en scoring.

Godkendt indsats

Til gengæld scorede fløjen Maria Fisker til aller sidst kampens sidste mål, hvilket kan vise sig at være meget værd. Det lille nederlag er på papiret umiddelbart godkendt for Viborg-holdet, som med en solid indsats på hjemmebane i returkampen har en god chance for at vinde endnu en europæisk titel til klubsamlingen.

 - Vi er lille favorit på hjemmebane til at vinde kampen, men den skal helst vindes med to, eller vi skal holde dem under 30 mål. Det bliver en hammersvær kamp, men vi vil så gerne vinde den pokal, siger Albertsen.