VHK-herrer opruster

Viborg-klubben har netop hentet yderligere to forstærkninger.

Viborg HK Herrer_0.jpg

Viborg HK's herrehold havde i sidste sæson en tynd trup. Kombineret med masser af skader betød det, at der blev slidt meget på ganske få spillere, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Ny epoke

Men i år skal det være anderledes. VHK har netop offentliggjort navnene på to nye spillere til herreholdet, der dermed er oppe på 18 spillere.

Et af Danmarks største talenter

Mest kendt af de nye er venstrefløjen Casper Ulrich Mortensen. Han er blot 21 år, men regnes blandt Danmarks allerstørste talenter på positionen. Han har allerede debuteret på A-landsholdet, og han var gennem stort set hele sin tid på ungdomslandsholdene førstevalg på fløjen og topscorer. 74 U-landskampe og 377 scoringer vidner om træfsikkerhed fra fløjen. Casper U. Mortensen har senest spillet for Fredericia, hvor han i den forgangne sæson var tæt på at runde 100 scoringer.

Høj udenlandsk erfaring

Den anden forstærkning er en stor en af slagsen - i hvert fald fysisk.Jimmi Riis er 197 centimeter høj, og han har i de seneste sæsoner spillet i Schweiz, hvor den 25-årige spiller har haft stor succes hos GF Stäfä.I den seneste sæson præsterede han 100 scoringer, skriver Viborg Stifts Folkeblad på deres hjemmeside. 

Sportschefen begejstret

Susanne Munk Wilbek er meget begejstret for de to nye VHK'ere.

 - Med tilgangen af Casper Ulrich Mortensen og Jimmi Riis styrker vi truppen i både toppen og bredden, og jeg synes, vi kan se frem til den nye sæson med stor spænding og forventning. Vi har ønsket os en større bredde og øget kamp om pladserne, og det har vi så afgjort fået, siger Viborg HK's sportschef Susanne Munk Wilbek i en pressemeddelelse.