VHK forlænger med Lars Friis

Lars Friis-Hansen skal stå i spidsen for Viborg-damerne resten af sæsonen.

lars-friis.jpg

Viborg HK har forlænget med Lars Friis-Hansen, som dermed er cheftræner for Viborg-damerne resten af sæsonen.

Lars Friis-Hansen fik en sejr med Viborg HK's damer, da han lynhurtigt trådte til efter opsigelsen af Christian Dalmose. Her ledte han holdet til sejr i Champions League-udekampen mod Metz i søndags.

Som udgangspunkt var der tale om en aftale for den ene kamp, men nu er aftalen forlænget til at gælde for resten af indeværende sæson.

- Vi er utrolig glade for, at Lars er trådt til og har forlænget som cheftræner for pigerne for resten af sæsonen, siger Nikolai Norup, direktør i Viborg HK i en pressemeddelelse.

Lars Friis-Hansen kommer derfor til at dirigere kvinderne fra Viborg i de to sidste kampe i grundspillet og slutspillet i Boxer Ligaen samt de to sidste kampe i hovedrunden og hvad der eventuelt måtte følge i Champions League.

- Spillerne er også glade for, at aftalen er kommet i stand. Vi håber, at Lars kan skabe ro og stabilitet, så vi kan klare os så godt som muligt i de resterende kampe i både Boxer Ligaen og Champions League, fortæller Nikolai Norup.

Den næste opgave for Friis-Hansen er torsdag aften, når VHK skal spille med Team Tvis Holstebro.