VFF-træner Stolt af point i Farum

I følge Viborgs træner Ove Christensen viste spillerne karakter og attitude i 1-1 kampen mod FC Nordsjælland fredag aften i superligaen

Viborg_FF_trup-klynge_0_0.jpg

Ove Christensen er stolt af, at hans Viborg-mandskab endnu en gang hentede point efter at have været bagud.

I Superligaens første spillerunde var Viborg bagud to gange, men fik alligevel 2-2 mod Randers. Fredag aften kom de grønblusede bagud 1-0 i udekampen mod FC Nordsjælland, men igen fik de point, 1-1 blev resultatet i Farum Park.

- Når jeg får kampen lidt på afstand, så er det noget, der glæder mig rigtig meget. Det viser karakter og en god attitude på holdet. Vi vil ikke lægge os ned, siger Viborg-træner Ove Christensen

Selvom karakteren og det ene point er tilfredsstillende, mener Christensen ikke, at spillet var, som det skulle være.

- Jeg synes, at vi spillede lidt dårligere, end vi gjorde mod Randers. Vi er utroligt skuffede over at komme bagud på det, der er vores styrke, nemlig det høje spil og dødboldspillet. Det ryster os, siger træner Ove Christensen.

- Derefter spiller vi en kamp, hvor vi er farligere og mere dominerende, men der er ikke rigtig sammenhæng i det, vi laver. Vores topspillere, Thomas Dalgaard og co., mangler lige lidt skarphed. Jeg føler ikke, at de tror på de chancer, de får.

I anden halvleg formåede Viborg, ifølge cheftræneren, at få langt bedre styr på spillet.

- Jeg føler, at vi fik korrigeret godt i pausen. Der kom bedre aftaler på plads, og vi havde mange muligheder, før vi fik udligningen, siger Christensen.

- Men derefter føler jeg, at vi kommer til at stå for lavt, og der er ingen afstand mellem vores bagkæde og midtbane. Derfor bliver resten af kampen sådan lidt overlevelse fra vores side.

Viborg gæster i næste spillerunde OB i Odense.

/ritzau/